Leverandør til mia.-aftale om fødevarer udpeges i maj

Leverandører 25. mar 2019 -
This describes the image
Foto: Ulrik Samsøe Figen

I slutningen af maj får en eller flere foodservicegrossister en besked, der kan være en 1 mia. kr. værd.

På det tidspunkt vil SKI, Statens og Kommunernes Indkøbsservice, nemlig være klar til at fortælle, hvem der har vundet genudbuddet af den store aftale om leverance af fødevarer til storkøkkenerne i 65 kommuner.

Aftalen har været meget længe undervejs.

Egentlig havde SKI i 2016 indgået en aftale med Hørkram Foodservice, der vandt det originale udbud. Men Dansk Cater klagede over, at Hørkram blev eneleverandør, og en kendelse fra Klagenævn for Udbud gav Dansk Cater medhold i flere punkter, og så blev den mia. kr. store aftale udbudt igen.

Det nye udbud havde i første omgang en frist, der lå før jul. Men af forskellige årsager blev fristet udsat til marts.

Lige nu er SKI i gang med et evaluere de indkomne bud.

SKI skriver i en pressemeddelelse, at nu vil et "ekspertpanel bestående af repræsentanter fra forskellige kommunale køkkener over tre uger teste en række tilfældigt udvalgte produkter fra alle hovedproduktgrupper. De sensoriske tests afvikles af SKI sammen med en ekstern rådgiver. Fødevarerne evalueres på fem parametre: Udseende, farve, konsistens, duft og smag".

Resultaterne indgår i den samlede evaluering og vægter 45 pct., mens pris vægter 55 pct.

I alt har 65 kommuner og 2 øvrige offentlige organisationer tilsluttet sig den kommende forpligtende aftale "50.90 Fødevarer". Omsætningen på aftalen udgør knap 500 mio. kr. om året, svarende til ca. 1 pct. af den samlede omsætning i foodservicesektoren i Danmark, baseret på en undersøgelse fra Landbrug & Fødevarer foretaget i 2014.

Opdateret 10. nov 2020