Lettere at finde de rette grillkul
Danskerne elsker at grille, også selv om sommervejret i år har drillet. Med udsigt til endnu et par sensommermåneder er der stadig masser af muligheder for at sætte bøffer, mørbradbøffer eller en porchetta på kulgrillen.
Mange forbrugere holder fast i at stege maden på en kulgrill, men generelt har forbrugerne svært ved at finde ud af, hvilke grillkul eller briketter de skal vælge.
Nu har Fritz Schur Consumer Products gjort det lettere for forbrugerne at vælge de rigtige kul og briketter til kuglegrillen. Firmaet, der er den største leverandør af grillkul og briketter i Danmark, har udarbejdet navigationsmateriale, så kunderne hurtigt og overskueligt kan se, hvad de enkelte produkter er, og hvor lang brændtiden er.
– Vi har lavet en stor forbrugerundersøgelse, faktisk for hele Norden, som bekræfter os i, at de vigtigste faktorer for forbrugerne er lang, stabil brændetid, og at grillkullene og briketterne er nemme at tænde op, siger adm. direktør Carsten Wandorf, Fritz Schur Consumer Products.
En test, udført af to grilleksperter for dagbladet Politiken, viste for nyligt, at netop lang brændetid gjorde produktet Nature of barbecuing til testvinder.
– Vores undersøgelse viser, at forbrugerne generelt ikke helt ved, hvad de køber, når det gælder produkternes anvendelighed og brændetid. Derfor har vi udarbejdet POS-materiale i form af et navigeringssystem til butikkerne, som kan hjælpe forbrugerne med at vælge de rigtige kul eller briketter til den menu, der skal tilberedes som aftenens grill, siger Carsten Wandorf.