Launis får et dyk i indtjeningen
Efter en række gode år er det blevet smalhals på bundlinjen for Launis, der producerer rejser, sild og fiskefrikadeller i Skagen og Aalbæk længere mod syd.
Virksomheden opnåede i 2014/15 et meget tilfredsstillende resultat med et plus på 16 mio. kr., men i det nye årsregnskab er det reduceret til et resultat på omkring 9.000 kr., og det anser ledelsen for at være utilfredsstillende.
Ledelsen forventer i 2016/17 en stigende omsætning som følge af øget aktivitet. Koncernen forventer et resultat, der bliver en væsentlig forbedring af årets resultat.
Virksomheden, der beskæftiger 86 medarbejdere, opgiver ikke tal for omsætningen.
Launis er en af de absolut største arbejdspladser i Skagensområdet. Virksomhedens produkter sælges over det meste af Europa, men hovedmarkederne er Frankrig, Italien og Spanien. En del sælges også i Sverige og Storbritannien samt herhjemme, hvor Launis er leverandør til alle større dagligvarekæder, enten under eget navn eller som private label.