Landbrug & Fødevarer reklamerer for øko-grise med Sofari

Leverandører 8. jun 2018 -
This describes the image
|| Foto: Caroline Burchardt ||

Aad, her lugter af grise, lyder det fra en lille dreng i femårsalderen, som tilsyneladende ikke er vant til at komme på landet.

Han er med sin familie i Nibe til Sofari – et årligt arrangement sidste søndag i maj, hvor en række økologiske svineavlere åbner dørene for produktionen, så danskerne kan se, hvordan øko-grisene har det.

Der er konkurrencer, salg af økologiske pølser og is, og børnene kan hygge sig med forskellige aktiviteter.

Værten, landmand Preben Drastrup, lagde også hus til ved sidste års Sofari, og han har et klart mål med at deltage som vært.

- Jeg håber, de besøgende får øjnene op for økologi – især svineproduktion. Der blev slagtet 200.000 øko-svin sidste år. Over 60 pct. blev eksporteret. Der er altså et stort marked i Danmark, siger han.

Vil vise forskellen

At øge forbrugernes bevidsthed om økologisk svinekød er også ambitionen hos Sofaris arrangører. Landbrug & Fødevarer samarbejder med foreningen Fremme af Økologisk Kvalitets Svinekød, FØKS, om at promovere Sofari.

- Formålet med Sofari er ganske enkelt at få folk ud at se, hvordan de økologiske grise bliver produceret, siger Hanne Børsch, chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer og projektleder for Sofari, og uddyber:

- Når du står ved køledisken, og der er mange forskellige typer af grisekød, der er produceret på forskellige måder, er de økologiske jo nogle af de dyre, men det er rigtig svært at se, hvad man får for pengene. Du kan ikke se forskellen, for den ligger ude ved landmanden ved produktionsforholdene derude. Det er det, vi gerne vil vise forbrugerne – hvad er det, du får for pengene, når du køber økologi, og hvad er det for dyrevelfærd.

Ud at se dyrevelfærd

Netop dyrevelfærdsperspektivet lokker folk fra byen til landet for at se på grisene. Camilla Nilles fra Aalborg har pakket mand og tre børn og er kørt til Nibe for at se på grise.

- Jeg kan godt lide at se, hvordan dyrene har det. De går på marken, kan gå ind i hytter osv. For mig handler det om økologi og dyrevelfærd. Det går jeg meget op i, når jeg handler. Så er det rart selv at se dyrene, siger hun.

Pga. risiko for smitte af sygdommen afrikansk svinepest har der i år været restriktioner for de besøgende.

De må ikke have været i kontakt med grise i 24 timer inden besøget og skal have været i Danmark i mindst 48 timer inden.

Der er heller ikke noget med at røre grisene, for det kan stresse dem, fortæller Preben Drastrup som en del af velkomsten, efter man har parkeret bilen på marken ved siden af hans gård.

Den besked lader det ikke til, de små pattegrise har fået, for de løber ubesværet under indhegningen og hen til de mange mennesker, som ih’er, åh’er og tager billeder.

Tættere samarbejde med supermarkeder

Mens Økodag, hvor de økologiske køer bliver lukket på græs, tiltrækker over 200.000 mennesker, har Sofari ikke haft samme vind i sejlene.

- Vi har en arbejdsopgave i at gøre eventen mere synlig. Friland putter klistermærker på deres kødpakker, men i forhold til Økodag, der bliver reklameret med på mælkekartoner, er det jo en anden brugssituation. Mælkekartonen har du i længere tid, den står typisk på bordet, mens du spiser. Hvorimod en kødpakke bliver smidt ud med det samme, siger Hanne Børsch fra Landbrug & Fødevarer.

Hun peger på, at supermarkederne kan hjælpe kendskabet til Sofari på vej – og derigennem øge salget af økologisk svinekød.

- Markedet har udviklet sig, og der er kommet flere leverandører af økologisk svinekød, som Tican og Organic Pork, der har et tæt samarbejde med Coop. Vi skal have et tættere samarbejde med supermarkederne. Idet vi er fælles om projektet, kan vi skabe mere synlighed ude i butikkerne, siger hun.

Det kan f.eks. være i tilbudsaviserne eller med opstillinger ved kølediskene.

I forbindelse med køernes Økodag viser en undersøgelse fra Økologisk Landsforening, at det øger interessen for økologi at komme ud at se dyrene, og Coops Økodag-kampagne kan løfte salget af økologiske varer i perioden omkring med op til ti pct.

Sidste år kom der 12.000 gæster, men, som projektleder Hanne Børsch påpeger, har der været stærk konkurrence fra stranden i år, hvor sommervejret har ramt os tidligt.

7.500 besøgende fandt vej til de 15 økologiske svineproducenter, der i år deltog i Sofari.

I takt med, at der kommer fl ere producenter til, forventer Hanne Børsch også flere værter.

Opdateret 10. nov 2020