Læskedriksucces klar til ny vækst

Leverandører 7. jun 2017 -
This describes the image
Skrevet af: Henrik Denman

Læskedrikfirmaet Co-Ro Food i Frederikssund, der står bag kendte mærker som Sun Lolly og Sunquick, er en af solstrålehistorierne i den danske dagligvarebranche.

Nu kan ledelsen med Søren Holm Jensen som adm. direktør og virksomhedens ejere med det seneste årsregnskab stråle om kap med solen, idet virksomheden kom stærkt ud af regnskabsåret 2016, der nærmede sig rekordåret 2015.

Omsætningen blev sidste år 1,9 mia. kr., hvilket er 4 pct. under det foregående års rekordresultat, og virksomheden formår år efter år at hente en stor indtjening hjem.

Co-Ro Holding, som er moderselskabet, sælger sine produkter på mere end 100 markeder og er en af verdens førende leverandører af frugtbaserede læskedrikkoncentrater. På fabrikken i Frederikssund forarbejdes frugt til koncentrat, som sendes til videre-forarbejdning i Mellemøsten, Kina og Malaysia.

Den danske afdeling har også en egentlig produktion af læskedrikke og frys-selv-is til nærmarkederne, heriblandt Danmark.

Resultat i top

Også indtjeningsmæssigt er det nye regnskab en godbid for ledelsen. EBIT-resultatet var således koncernens næstbedste i dens 75-årige historie og endte på 271 mio. kr., svarende til 14,4 pct. af nettoomsætningen.

Årets resultat for 2016 blev 232 mio. kr. I forhold til året før var resultatet påvirket af øgede råvarepriser, som dog til dels blev opvejet af en mere effektiv produktion og logistik.

Ledelsen betegner årets resultat som tilfredsstillende og forventer i 2017 en svagt stigende omsætning. I år vil virksomheden fortsætte med at følge strategien fra 2015 ”Shape for Growth” med yderligere investeringer i nye produkter og produktionsapparat.

Opdateret 10. nov 2020