Kødvaner rykker sig ikke - flere spiser kød i takeaway-retter

Leverandører 2. dec 2019 -
This describes the image
Skrevet af: Søren Tougaard

Nok er klimaforandringer og bæredygtighed kommet på agendaen som aldrig før.

Alligevel laver danskerne aftensmad, som de altid har gjort. Mere end tre ud af fire måltider indeholder stadigvæk kød, viser den årlige befolkningsundersøgelse, Madkultur19.

I 54 pct. af de aftensmåltider, hvori der indgår kød, er kød nævnt som hovedingrediensen. Det var præcis det samme resultat i 2015, hvor organisationen sidst undersøgte kødets rolle på de danske tallerkener.

- Kødet har stadig en altdominerende rolle i danskernes aftensmad. Faktisk spiller kødet hovedrollen i hvert andet måltid, siger Judith Kyst, adm. direktør i Madkulturen, som udgiver undersøgelsen.

Det er især de ældre og folk på landet, der spiser kød til aftensmad, viser Madkultur19.

Mere kød ved takeaway-køb

Når vi køber takeaway er vores kødforbrug derimod steget. I 2016 indeholdt 75 pct. af aftensmaden, købt som takeaway, kød – i 2019 var det steget til hele 92 pct.

I det hele taget har mange danskere har svært ved at forholde sig til bæredygtighed i køkkenet.

Hele 65 pct. tænker i lav grad eller slet ikke over bæredygtighed, når de sammensætter aftensmåltidet. Og kun 11 pct. tænker i høj grad over det, viser undersøgelsen.

Det står i stor kontrast til, at hver danskers klimaaftryk i dag er omkring tre ton CO2 per år – alene på mad.

Madkultur19 viser også, at mange – især kvinder - gerne vil skære ned på kødet og leve mere bæredygtigt, men at især de ældre har svært ved at se alternativer til kødet.

Det har yngre generationer nemmere ved. For eksempel svarede 15 pct. af de unge, at de spiser kikærter, linser eller bønner minimum én gang om ugen. Kun 3 pct. af de ældre gør det.

- Det kræver lidt flere køkkenkompetencer og et andet råvarekendskab at få grøn mad til at smage lige så godt, som det vi kender med kød. Det er livslange vaner, der skal ændres, men selvfølgelig kan vi lære det, siger Judith Kyst.

 

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?