Kina opvejer svagt europæisk salg for Danish Crown
Efter to måneder med jævn afsætning af grisekød og en relativ lav aktivitet i Europa mærker Danish Crown igen en stærk stigende efterspørgsel på det kinesiske marked.
- De seneste uger er både salget og priserne steget. Vores fordel i forhold til de øvrige aktører i Europa er vores relativt høje frysekapacitet, som gør det muligt at eksportere så meget ud af Europa, at det mere end opvejer det fortsat svage europæiske marked, fortæller Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown Pork.
I Europa er efterspørgslen fortsat moderat, hvor især de sydeuropæiske foodservice-markeder er ramt.
- Vi har et europæisk marked, som bare ikke kan komme ud af andet gear. Det er særligt den sydlige del af Europa, der hænger i bremsen. Restauranter og cafeer dernede kører på lavt blus, og meldingerne fra vores salgsfolk er, at der hersker en høj grad af pessimisme blandt forbrugerne, fordi mange er usikre på deres jobsituation, og på jævnt dansk får det dem til at vende hver en 5-øre, siger Lars Albertsen.