Kims henter vækst i konfekture
Orkla Confectionery & Snacks Danmark - blandt forbrugerne kendt som Kims - har en meget stærk position inden for chips og snacks. Kims markedsandele er så store, at der er grænse for, hvor stor vækst selskabet kan puste ind i snackskategorien.
Selskabet har derfor valgt at bevæge sig ind i en helt ny kategori, konfekture. Og det har skabt vækst både på det danske marked og på eksportmarkedet.
Selskabet har fabrik i Søndersø på Nordfyn. Det nye årsregnskab for 2017 viser en vækst i omsætningen på 2,4 pct. i forhold til det foregående år. Omsætningen var i 2017 ca. 683 mio. kr. Der er også positive takter at hente i resultatet for den primære drift. Her har der været en stigning på 2,7 pct. til 162 mio. kr.
Årets resultat landede på 118 mio. kr. mod 122 mio. kr. i 2016.
Ledelsen skriver i årsberetningen, at Orkla Cenfectionery & Snacks Danmark har haft en positiv udvikling i omsætningen, selv om selskabet har haft negative valutaeffekter, som har påvirket både omsætning og indtjening.
En succesfuld indgang i konfekturekategorierne chokolade og lakrids i 2016 har bidraget til vækst i omsætningen. Selskabet markedsfører chips og snacks under brandet Kims, og indenfor konfekture markedsføres chokolade under brandet Kims og lakrids under brandet Panda.
Selv om satsningen på konfekture er forløbet positivt, anser ledelsen den ikke for at være tilfredsstillende. Selskabet har dog i løbet af 2017 lanceret flere nye produkter, som er slået tilfredsstillende an. Det gælder f.eks. SnackCips chokolade og Chokolade kuglerne.
Orkla Confektionery & Snacks Danmark har et skarpt øje på omkostningerne og på at optimere processen i produktionen, og det har været med til at sikre vækst i selskabets driftsresultat. Men ldelsen satser fortsat på at skabe øget vækst i salget gennem innovationer og nye lanceringer i chips- og snackssegmentet.
Selskabet vil i 2018 fortsat udvikle sin position i konfekturemarkedet. Man vil desuden prioritere innovation og nye lanceringer indenfor chips- og snacksmarkedet. Derfor venter ledelsen stigende omsætning både i konfekture og chips og snacks.