Kaffekaplsen sprinter afsted

Leverandører 25. maj 2023 -
This describes the image
Logo: Kaffekapslen
  • Den aarhusianske onlinehandler lagde 138 mio. kr. til toplinjen i 2022, der voksede med næsten 30 pct. 

Skrevet af: Søren Tougaard

Tilbage i 2020 erklærede Morten Ravn, at Kaffekapslen skulle nå en omsætning på 1 mia. kr. i 2022. Den ambitiøse vækstplan blev ikke nået. Alligevel må den aarhusianske e-handler betragtes som noget af en vækstraket på den danske e-handels scene.

På blot fire år er Kaffekapslens salg af kaffekapsler, puder og hele bønner til forbrugere i Norden og flere øvrige europæiske lande som Tyskland, Frankrig, Schweiz og Østrig nemlig vokset med en halv mia. kr.

I 2022 øgede Kaffekapslen således omsætningen til 605,4 mio. kr., svarende til en fremgang på lidt over 29 pct. Også virksomhedens resultat før finansielle poster gik frem med 3,5 mio. kr. til 22 mio. kr.  

Kaffekapslen indtjeningsmargin, der fortæller hvor god virksomheden er til at tjene penge på omsætningen, faldt en smule tilbage til 3,6 pct. mod 4 pct. året før. Virksomheden er dog stadigvæk en solid indbringende overskudsforretning med en bundlinje på 15,6 mio. kr. Det svarer til vækst på 10 pct. fra året før. 

Kaffekapslen er stiftet af Morten Ravn tilbage i 2011. I 2021 solgte han og medejer Anders Balmer 55 pct. af virksomheden til det svenske investeringsselskab Ceder Capital for et trecifret millionbeløb med et klart mål om at accelerere fremgangen.

Vil vokse fem gange

Ambitionen er at nå en omsætning på 3 mia. kr. i 2025. For at nå det mål, kræver det altså, at vækstraketten vokser fem gange på toplinjen på blot få år.

- Det giver os væsentligt bedre muligheder for at blive den førende forhandler af kaffekapsler i Europa og dermed nå vores ambitiøse mål. Vi deler vores værdier og tanker om fremtiden med Ceder Capital, og vi har et fælles mål om at vise, at vi kan drive en stor europæisk webshop her fra lille Danmark, sagde direktør Anders Balmer dengang om salget til det svenske investeringsselskab.

Inden salget til Ceder Capital ejede Morten Ravn 70 pct. af Kaffekapslen, mens Anders Balmer ejede de resterende 30 pct. 

 

Opdateret 25. maj 2023