Idémager klar igen efter konkurs
Det er ikke første gang, at idémageren bag Madselskabet, Birgitte Escherich, forsøger at skabe en franchisekæde med butikker med lokale økologiske fødevarer. Det gik vældig galt i første forsøg, men nu er hun ved at være klar igen.
Birgitte Escherich blev sammen med sin mand Kim Esherich kendt for at stå bag kæden MadMarked, der åbnede sin første butik i Præstø i 2013 og gik konkurs i januar i år.
Efterfølgende opdagede ægteparret, at der var voldsomme uregelmæssigheder i selskabets økonomi, og kædens tidligere direktør og medejer Jesper Skibstrup er i dag sigtet for underslæb og mandatsvig.
Sagen er endnu ikke afsluttet, og Kim og Birgitte Escherich risikerer selv at blive dømt konkurskarantæne, så de ikke kan drive virksomhed i en periode.
- Vi er nogle robuste mennesker, men vi har skullet slikke sårene efter Madmarked, for det har været rigtig grimt. Vi er blevet snydt og bedraget i alle ender og kanter og har fået præsenteret et urigtigt billede af tingenes tilstand. Nu hænger der så en konkurskarantænesag over hovedet på os, og det er et paradoks i forhold til, at vi har drevet virksomhed med principper om tilllid, åbenhed og gennemsigtighed. Men vi må jo tage udfordringerne, som de kommer, siger Birgitte Escherich.
Privatøkonomisk tab
Birgitte Escherich drømmer stadig om en landsdækkende kæde af butikker, selv om hun og ægtefællen led et stort privatøkonomisk tab i forbindelse med konkursen i MadMarked.
- Det er min drøm. Det var drømmen bag MadMarked, og den har jeg ikke sluppet, og med en omsætning på ca. ti mio. kr. i 2014, så viste vi, at det ikke var den bæredygtige forretningsmodel, der var noget galt med, siger hun.
- Vi har nogle investorer, der kigger på os, og de synes, at der er et rigtig godt ideologisk og forretningsmæssigt potentiale i Madselskabet, og hvis der pludselig står nogen med en stor pose penge, så er vi klar med franchisekonceptet, siger Birgitte Escherich.
Den første butik i kæden Madselskabet drives af kokken Kristian Bornemann, som er daglig leder af butikken i Silkeborg. Han har sammen med to lokale medinvestorer skudt penge i den.
MadMarked vil kun være fire butikker
Fire butikker drives stadig under navnet MadMarked i henholdsvis Præstø, Skovsgaard, Svendborg og Korsør.
Butikkerne har overtaget navnet og er ført videre af forskellige ejere, efter at det oprindelige MadMarked gik konkurs i begyndelsen af 2015. De fire butikker samarbejder og markedsfører sig sammen, men ambitionerne om en landsdækkende kæde er væk, og fokus er i stedet på at drive de nuværende butikker.
- Vi har ikke nogen ambitioner om at blive større. Hvis folk kommer og spørger efter rådgivning, så vil vi da gerne give nogle gode erfaringer videre. Men vi har ikke kapital og arbejdskraft til at starte nyt andre steder, siger Kirsten Harboe, der driver Korsør Madmarked sammen med Peder Harboe.
Af Claus Jensen
cj@dhblad.dk
Foto: Madselskabet