Hver tredie alkoholfri øl er en Carlsberg

Leverandører 15. mar 2016 -
This describes the image
Skrevet af: Claus Jensen

Carlsberg har med sin alholholfri Carlsberg Nordic placeret sig forrest i kategorien alkoholfri øl. Nordic udgør i dag 37 procent af salget af alkoholfri øl på dagligvaremarkedet målt i værdi – ifølge Carlsberg Danmarks Nielsen-tal.

- Nordic er en langt større succes, end vi nogensinde havde turdet håbe på. Selv efter vores standarder hos Carlsberg er 37 pct. af det alkoholfri marked ret godt, siger Carlsbergs presseansvarlige Kasper Elbjørn.

Spillereglerne blev ændret på markedet for alkoholfri øl, da grænsen for at markedsføre øl som alkoholfri fra april 2014 blev hævet fra 0,1 til 0,5 pct. Det gav bryggerierne mulighed for at udvikle og markedsføre mere velsmagende alkoholfri øl end tidligere.

Bryggerierne fik fat på en helt ny målgruppe af forbrugere, og salget voksede umiddelbart markant i løbet af 2014. Derimod er det gået knap så stærkt i 2015.

Salget af alkoholfri øl i dagligvarehandelen voksede ganske vist i 2015 med knap 8,9 pct. i forhold til 2014 – målt i volumen. Men værdien steg derimod kun med 0,4 pct., fremgår det af tal fra Kend dit Marked 2016 (Nielsen).

Carlsberg har dog ikke ifølge sine egne Nielsen-tal oplevet stagnation i værdien – tværtimod er Carlsberg Nordic vokset med 21 pct. i værdi.

Kasper Elbjørn fortæller, at bryggeriet i sin tid lancerede Carlsberg Nordic, fordi mange danskere gerne ville have en øl uden alkohol, hvis bare den smagte godt.

- Strategien har derfor vært at give danskerne de øl, som de godt kan lide bare uden alkohol, og det tror vi er årsagen til, at modtagelsen af Carlsberg Nordic har været så god. Overordnet forventer vi, at alkoholfri øl kommer til at tage 4 til 5 pct. af total ølmarkedet i fremtiden, siger Carlsbergs presseansvarlige Kasper Elbjørn.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?