Hørkram ligger lunt i vækstsporet

Leverandører 31. maj 2018 -
This describes the image
Foto: Hørkram
Skrevet af: Henrik Denman

Danmarks tredjestørste foodservicegrossist, Hørkram med hovedkontor i Sorø, holder sig solidt i vækstsporet. Omsætningen blev i 2017 øget med 11 pct. til 2,9 mia. kr. - og i løbet af de sidste fem år er omsætningen skudt i vejret med hele 58 pct.

Det nye årsregnskab viser, at omsætningen i 2017 blev 2,9 mia. kr. Til gengæld faldt driftsresultatet fra 117 mio. kr. til 61 mio. kr., og årets resultat faldt fra 91 mio. kr. til 48 mio. kr. Ledelsen anser resultat som tilfredsstillende.

Hørkram har i de senere år indrettet sig på den konstante vækst, der fik et ekstra boost, da Staten og Kommunernes Indkøbsservice (SKI) tildelte Hørkram en fireårig kontrakt om levering af fødevarer til en række kommuner til en værdi af 1,6 mia. kr. Den kontrakt blev dog annulleret i februar af Klagenævnet for Udbud og skal nu behandles igen.

I årsregnskabet skriver Hørkram, at virksomheden i 2017 har udvidet kapaciteten betragteligt for at kunne varetage den øgede aktivitet, som især aftalen med SKI vil give.

I februar i år kunne Hørkram indvie en stor udvidelse af virksomheden i Sorø. Her blev virksomheden udvidet med 30.000 kvm. til en pris på 430 mio. kr. Udvidelsen omfatter bl.a. lager, produktion og administration.

Selskabet forventer i 2018 at konsolidere driften og at have fortsat vækst.

 

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?