Hans Just når igen topresultater
Hans Just, der er en af Danmarks store leverandører af vin og spiritus, lander igen et flot årsregnskab, som viser, at selskabet evner at skabe vækst på både top- og bundlinje.
Selskabets vigtigste forretningsområde er grossistsalg af mærkevarer inden for vin- og spiritusbranchen, og her formåede Hans Just at løfte omsætningen med 9,2 pct. til 466 mio. kr.
Resultatet af den primære drift steg med 53 pct. til 49 mio. kr., mens årets resultat blev øget med hele 60 pct. til 39 mio. kr.
Ledelsen anser ikke overraskende årets resultat for tilfredsstillende, ligesom man også har været tilfreds med udviklingen i både salg og indtjening i de foregående år.
Hans Just er et af dansk dagligvarebranches ældste selskabet, idet det blev grundlagt i 1867. I dag er firmaet familieejet i femte generation, og det ledes af brødrene Peter og Thomas Just Karberg, der begge er adm. direktør. Hertil kommer ejendomsselskabet Karberghus, der drives af den tredje bror, Andreas Just Karberg.
Selskabet forventer et positivt driftsresultat for 2017/18 på niveau eller mindre end det resultat, man har nået i 2016/17.