Gamle fødevarer omdannes til grøn energi

Leverandører 9. maj 2017 -
This describes the image
Foto: Base Erhverv

Det er stigende mængder, miljøvirksomheden Marius Pedersen kører gennem sit miljøanlæg i det nordlige Aarhus, der bruges til forædling af organisk affald. Anlægget forbehandler organisk affald som madaffald og madspild fra primært dagligvarekæder, restauranter, cafeer og andre leverandører.

Og fødevareemballage er absolut ingen hindring på det moderne anlæg. For selv om madaffaldet er emballeret i pllastikflasker, aluminiumsdåser, kasser eller i glas med låg af metal, fjerner anlægget ganske enkelt blot emballagen og omdanner affaldet til en flydende masse, som sendes videre til et biogasanlæg, hvorfra massen omdannes til elektricitet og varme.

- Det materiale vi modtager, læsses jo bare ned i et hul med roterende snegle, som flytter det til højre og venstre, hvorefter det i en stor hammermølle bliver slået så meget i stykker, at det organiske materiale kommer ud gennem en hulplade, mens emballagen sorteres fra, forklarer Peter Lassen, produktionschef hos Marius Pedersen.

Fokus på genanvendelse

Udover organisk affald håndterer anlægget også fritureolie, der typisk er blevet brugt til at stege pommes frites eller fiskefileter. Da olie kan være et andet produkt end organisk affald i emballage, har Marius Pedersen også et system til at håndtere det og er sågar certificerede indenfor bæredygtig håndtering af fritureolie.

- Vi sætter kundens affald i system, og det gælder uanset det er fast, flydende eller farligt, siger Ronnie Fegge, regionschef hos Marius Pedersen.

For omkring 15 år siden drøftede Marius Pedersen muligheden for forbehandling af organisk affald med en af virksomhedens store kunder. Man har nemlig altid kunnet lave biogas af gamle bananer og torskerogn, men det har ikke været konkurrencedygtigt i forhold til bare at køre det til forbrændingsanlægget, forklarer regionschefen.

- Siden er samfundet blevet mere miljøbevidst og fra politisk side er miljø og genanvendelse kommet i fokus. Netop lovgivningen, en stigende efterspørgsel og grøn tankegang satte Marius Pedersen i gang med at udvikle miljø-anlægget, som vi mærker en stigende interesse for, siger Ronnie Fegge.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?