Fødevarepartnerskabet får Lise Walbom som administrerende direktør
Det nyoprettede Fødevarepartnerskab, der er aftalt i Fødevare- og landbrugspakken fra december 2015, får Lise Walbom som administrerende direktør.
Fødevarepartnerskabet er et privat partnerskab, der skal gøre Danmark verdenskendt som et førende fødevareland.
Men allersførst skal Lise Walbom etablere et sekretariat med fire til seks medarbejdere.
Sekretariatet får til huse på Axelborg i København, men indtil lokalerne er klar til indflytning, sidder Lise Walbom i Miljø- og Fødevareministeriets departement på Slotsholmen.
Hun kommer fra en stilling som chefkonsulent i Dansk Industri, er 45 år og uddannet agronom på Den Kongelige veterinær- og Landbohøjskole (KVL) og har ligeledes en diplomuddannelse i ledelse.
Partnerskabet tegnes af en bestyrelse, der består af Arla, Danish Crown, DLG, Carlsberg, NNF, DI, Landbrug & Fødevarer, Miljø- og Fødevareministeriet, Erhvervsministeriet og Udenrigsministeriet. Øvrige bidragsydere til Fødevarepartnerskabet er Novozymes, Chr. Hansen, FOSS, Royal Greenland, DLF Trifolium og Danish Agro. Formand for bestyrelsen er Torben Ladegaard, der er tidligere topchef i FOSS.