Fødevarekoncerner søger små partnere i Danmark
For sjette år i træk har det internationale venture event European Food Venture Forum valgt Aarhus som værtsby.
Her finder de små fødevarevirksomheder vej til de store virksomheder, investorer og business angels, hvor de får lov at pitche deres forretningsidé for dem og måske få en aftale i hus og kapital til rådighed.
Og på årets European Food Venture Forum er det de danske spillere, som er førende, da seks ud af de otte vinderprojekter er fra Danmark. Heriblandt virksomhederne Yourlocal, Homemate og Sensomind.
- Det er utrolig dejligt at se, at så mange danske start-ups klarer sig godt, særligt i det stærke felt som det var i år, fortæller Lars Horsholt Jensen, projektchef ved Agro Business Park, konsortiepartner ved Future Food Innovation.
Store spillere
Men samarbejde mellem de små og store spillere på markedet er i lige så høj grad noget, de store virksomheder søger.
Virksomheden Firmenich, der er verdensførende inden for dufte og smage, deltager i eventet, fordi de ser en stor værdi i potentielle samarbejder med start-ups:
- Det er globalt set blevet langt mere udbredt i vores branche, at små og store virksomheder samarbejder og vidensdeler. Vi kan ofte noget forskelligt, som kan komme begge parter til gavn, fortæller CEO i Firmenich, Jacob Ravn Nielsen.
Han vurderer, at samarbejder med start-ups i fremtiden vil være stigende:
- Udviklingen på verdensplan går hurtigt. Vi er, ligesom mange andre virksomheder, meget opmærksomme på fordelene ved denne type samarbejder. Tidligere foregik næsten al R&D hos Firmenich internt, men i dag gør vi begge dele. Og den eksterne del tager i stigende grad form af projekter med start-ups.
European Food Venture Forum er bygget op som en konkurrence, hvor iværksættere bedømmes af kapitalrepræsentanter. De seks med størst potentiale går videre til den europæiske finale, hvor de skal dyste med andre brancher.
Blandt de prisvindende danske virksomheder var Yourlocal og Homemate.