FødevareBanken og Too Good To Go i fælles kamp mod madspild
Brugere af den populære madspildsapp Too Good To Go kan nu donere penge til FødevareBankens arbejde.
For Too Good To Go er donationerne en naturlig del af virksomhedens gyldne regel om at prioritere fødevarebankerne, så overskudsmad i Danmark først og fremmest går til socialt udsatte.
- FødevareBanken bekæmper ikke bare madspild. De sikrer også, at den mad, der er i overskud, kommer ud til dem, der har allermest brug for det. Det er en på alle måder beundringsværdig indsats, som vi gerne vil støtte op om. Vi har derfor gjort det muligt for alle at give et bidrag til FødevareBanken via vores app i 2020, siger landechef i Too Good To Go, Heidi Boye, om initiativet.
FødevareBanken modtager overskudsvarer direkte fra fødevareindustrien og fordeler dem på knapt 300 varmestuer og væresteder, hvor socialt udsatte kan få glæde af dem.
Too Good To Go har sit primære fokus i detailledet og sørger for, at forbrugerne kan redde den mad, der ellers ville blive smidt ud – f.eks. hos den lokale bager, i supermarkeder og på restauranter – til reducerede priser.
En donation på f.eks. 20 kr. svarer til fire-fem måltider til socialt udsatte i Danmark, oplyser FødevareBanken. Man donerer via ”Støt en lokal velgørenhed” i Too Good To Go-appen.