Flere danskere tager kødfri dage

Leverandører 22. sep 2017 -
This describes the image
Foto: Naturli' Foods
Skrevet af: Henrik Denman

Stadig flere danskere vælger at holde kødfri dage. En forbrugerundersøgelse fra Coop Analyse viser, at 28 pct. af danskerne i dag har minimum én dag om ugen, hvor de ikke spiser kød. I 2010 var andelen 17 pct.

Antallet af danskere, der halvdelen af ugen dropper de animalske produkter, er fordoblet, så de i dag udgør 8,2 pct. af den voksne befolkning. 33 pct. af danske mænd holder aldrig kødløse dage. Det samme gælder for 21 pct. kvinder.

Analysechef i Coop Analyse, Lars Aarup, siger:

– Jeg tror, at vi kommer til at se det danske køkken svinge over i en grønnere retning. Det betyder ikke, at vi vender ryggen til kødet. Danskerne elsker frikadellen, men vi vil spise bredere. Det kommer til at afspejle sig i butikkerne. Vi kommer i fremtiden til at se mere plads til f.eks. bønner og linser, svampe og urter. Vi kommer til at se et større udbud af både køderstatninger og færdigretter, der udelukkende er fremstillet af planter.

Det grønne køkken

Ifølge Lars Aarup er gruppen af veganere i Danmark så lille, så den ikke i sig selv er kommerciel interessant for dagligvarebutikkerne, men det er interessant for handlen at se, hvad de gerne vil have.

– Spørgsmålet er, hvordan det nye grønnere køkken skal se ud. Det handler jo ikke om, at vi bare skal have lidt flere grønne ærter på tallerkenen, og så er det fint. Det handler om, at man vil tilberede grøntsager, mere som man gør med kød, hvor man steger og krydrer det. Det er den udvikling, jeg ser.

Lars Aarup siger, at to faktorer driver udviklingen mod flere kødløse dage. Den ene faktor er, at flere forbrugere ønsker at spise lidt lettere. Den anden og mere markante dagsorden er, at plantebaseret kost er mindre klimabelastende end kødbaseret kost, og det spiller en stigende rolle for flere forbrugere.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?