Easyfood får ny viden fra kaffeeksperter
Fødevarevirksomheden Easyfood vil eje markedet for kaffebarer og cafeer og leverer allerede til store kunder som Starbucks, Tchibo og McCafe. Nu lancerer virksomheden et samarbejde med kafferisteriet Holy Bean for at få både passion, ekspertviden og duften af kaffe helt ind i kernen af Easyfood.
Hvordan skal kaffe egentlig ristes for at passe til nogle bestemte fødevarer? Og behøver den nødvendigvis være mørk og have en lidt bitter smag?
Der er mange spørgsmål, hvis man vil være ekspert i kaffe – og det vil fødevarevirksomheden Easyfood, som har kaffebarer og cafeer verden over som sin målgruppe. Derfor har Easyfood netop indledt et samarbejde med det fynske kafferisteri Holy Bean, der har indgående kendskab til kaffe og dets egenskaber. Det skal give en ny helhedsoplevelse og stemning omkring Easyfoods produkter – og bringe duften af kaffe helt ind i kernen af virksomheden.
– For Easyfood er det vigtigt, at vi hele tiden bevæger os i de miljøer, vi gerne vil sælge til. Her er baristakulturen stærk, og derfor skal vi også tæt på kaffeeksperterne, der kan det samme som en dygtig vinmand og ved noget om smagsnuancer, som vi kan få glæde af i forhold til vores produkter. Det gør de hos Holy Bean, hvor vi med det samme forelskede os i passionen og iværksætterlysten omkring kaffe, siger Flemming Paasch, adm. direktør for Easyfood.