Dumpingpriser irriterer Unilever
Unilever erkender, at det er svært at dæmme op for parallelimport. I sidste ende kan dumpingpriser skade danske arbejdspladser, mener mærkevareproducenten.
Tekst: Søren Tougaard
Detailkæden Normal har stor succes med at sælge EU-importerede mærkevarer til kopivarepriser. I Normals 25 butikker møder kunderne et varieret sortiment af mærkevarer inden for blandt andet personlig pleje, kosmetik og rengøringsprodukter. Ofte kan kædens kunder få 20-60 procent rabat på kendte basisvarer fra blandt andre Colgate – Palmolive, Gillette og Unilever.
Og hos Unilever er man bestemt ikke begejstret for, at parallelimport dumper priserne på virksomhedens brands.
- Disse spotpartier er oftest solgt til under produktionsprisen. Jo større andel, der bliver solgt via spottilbud, jo mindre kan vi investere i produktudvikling, markedsføring, bæredygtighed og så videre. Og det vil i sidste ende skade danske arbejdspladser på både leverandør og underleverandørsiden, siger Maria Stareborn, Corporate Communications Director hos Unilever Nordic.
Ingen lavere priser
Maria Stareborn fortæller, at de parallelimporterede varer typisk kommer fra udenlandske grossister og uafhængige opkøbere, der øjner en hurtig forretning til meget lave priser.
Og denne forretningsform påvirker ikke blot Unilever, men også virksomhedens danske distributører.
- Det er helt klart generende både for os og for den danske detailhandel, når nogle få butikker markedsfører sig med vores brands til dumpingpriser. Både Unilever og den organiserede detailhandel ved, at det er svært at bremse denne form for parallelimport. Vi trøster os dog med, at de parallelimporterede varer udgør en ret begrænset omsætning, som ikke er del af de pågældende butikkers faste sortiment, siger Maria Stareborn.
Hun peger på, at de parallelimporterede varer udgør en beskeden mængde i forhold til Unilevers samhandel med dansk detailhandel, og derfor forventer Unilever heller ikke, at parallelimport vil påvirke prisdannelsen i nævneværdig grad. - Det er vigtigt at understrege, at vores normale prissætning til detailhandelen afspejler vores konstante, massive investeringer i innovation og produktudvikling –og vores målrettede satsning på en bæredygtig vækst. Og det er en indsats som også fremadrettet vil kræve mange ressourcer, pointerer Maria Stareborn.