Digitale reklameskærme afløser plakatstandere i hovedstadens centrum
Gågaderne i Indre By i København får i slutningen af november 21 digitale outdoor-skærme, der kan benyttes til både information fra kommunen og til reklamer.
Skærmene er et samarbejde mellem AFA JCDecaux og Københavns Kommune, og planen er, at der skal opstilles flere skærme næste år.
- Vi ved fra London og New York, at digitale skærme er til glæde for både borgere og annoncører, og vores annoncører har i lang tid ønsket nye kreative muligheder. Det ønske opfylder de digitale skærme. Annoncørerne kan målrette deres budskab til de relevante personer på langt mere fleksibel vis end tidligere, siger Karsten Rask Mikkelsen, Commercial Director hos AFA JCDecaux.
I forbindelse med opstillingen af de digitale skærme fjernes alle gamle plakatstandere.
Analyseinstituttet Gallup undersøger i øjeblikket effekten af de nye digitale skærme.
- Inden for en overskuelig fremtid kan vi vise annoncørerne, hvor mange mennesker der passerer deres budskab på en given dag på en given skærm, siger Karsten Rask Mikkelsen.