Detailpartner træder vande trods ekspansioner

Leverandører 14. jun 2019 -
This describes the image
Foto: Løgismose

Både i Netto-kæden og Coops butikker blev 2018 et godt år for Løgismose Meyers, som sendte flere nye produkter på hylderne. Samtidig satsede fødevarekoncernen på udvikling af de to andre forretningsben, kantinedrift og catering, og det bærer årsregnskabet præg af.

Det operative resultat, ebitda, faldt 40 pct. til 26,5 mio. kr., og underskuddet på bundlinjen tog endnu et nøk nedad til minus 45 mio. kr. fra minus 42,1 mio. kr. i 2017.

Også omsætningen havde svært ved at følge med. Den faldt med 3,8 mio. kr. til 1087 mio. kr.

I stedet fremhæver virksomheden den organiske vækst i et konkurrencepræget marked.

”Løgismose Meyers havde i 2018 en organisk vækst på 4 pct. Samtidig fortsatte de seneste års investeringer i vores to virksomheder. Derfor endte året med et beskedent fald i bruttoresultatet på to procent. Vi ser frem til at høste gevinsten af investeringerne i de kommende år,” skriver ledelsen i forbindelse med årsrapporten.

Læs også: Irma opruster på convenience med 40 nye færdigretter

For lav vækst

Bestyrelsesformand Per Harkjær erkender, at 2018-resultaterne ikke er prangende.

- Vi har en flot organisk vækst, der viser, at vores grundkoncept med kvalitetsprodukter baseret på gode råvarer fortsat rammer rigtigt i et udfordrende marked. Men vi må også være ærlige og sige, at bundlinjen og væksten stadig har været for lav, siger han i en meddelelse om regnskabet.

- Vi må erkende, at samdriften af de to virksomheder (Løgismose og Meyers, red.) og investeringerne i fremtidig vækst har været større og har taget længere tid end forventet – og det har kostet på bundlinjen. Resultatet for 2018 er desuden fratrukket en række engangsomkostninger forbundet med strukturelle ændringer. Vi forventer nu at kunne høste frugterne af de strategiske investeringer, vi har foretaget i de seneste år, uddyber han.

Læs også: Tidligere Irma-profil skal styrke Meyers Løgismose digitalt

Tidligere på måneden fortalte Per Harkjær, at Løgismose og Meyers fremover skal drives som separate forretninger, efter de to fusionerede for fire år siden.

- Over de sidste par år har vi indset, at de to forretninger er mere forskellige, end vi måske havde regnet med, da de blev lagt sammen, sagde han til FødevareWatch.

2018 bød desuden på udskiftninger på ledelsesgangen. Henning Andersen Bröchner kom til som ny finansdirektør i september, og Jesper Uggerhøj overtog 1. januar posten som adm. direktør efter Tørk Furhauge. Jesper Uggerhøj er dermed den tredje topchef på de fire år, kapitalfonden IK Investment Partners har ejet den fusionerede virksomhed.

Opdateret 10. nov 2020