Dansker i topstilling i Cloetta
Slik- og chokoladeproducenten Cloetta købte først på året bland-selv distributøren Candyking.
Cloetta har nu besluttet, at stillingen som adm. direktør for Cloetta Skandinavien skal deles i to nye stillinger, nemlig adm. direktør for Cloetta Sverige og en tilsvarende stilling for Cloetta Danmark og Norge.
Christian Boas Linde er udnævnt til at være chef for Cloetta Danmark og Norge. Han får plads i koncerndirektionen og skal rapportere til koncernchefen Henri de Sauvage-Nolting.
Christian Boas Linde har arbejdet for Cloetta siden 2013 og er i dag landedirektør for Cloetta Danmark og Norge. Han har tidligere arbejdet for bl.a. Mars, Pepsico, Heinz og Arla.
– Købet af Candyking betyder, at vores skandinaviske forretningsstruktur bliver større, idet især Danmark og Norge kommer til at får større betydning for Cloetta. Der er derfor behov for at dele rollen som adm. direktør for Cloetta Skandinavien. Jeg er glad for, at Christian Boas Linde med sin brede baggrund fra vores branche og Cloetta vil påtage sig den nye rolle, siger Henri de Sauvage-Nolting i en pressemeddelelse.