Dansk kamp mod madspild rammer 60 mio. læsere

Leverandører 18. aug 2017 -
This describes the image
Madspild er et internationalt problem, og nu kan læsere af den berømte netavis Huffington Post læse om danske ideer til at bekæmpe madspild. Arkivfoto: Mette Krull
Skrevet af: Henrik Denman

Læsere verden over af en af de mest kendte netaviser, den amerikanske Huffington Post, får nu mulighed for at stifte bekendtskab med den danske måde at nedbringe madspild, som er et stort problem i store dele af verden.

Grundlæggeren af ​​Stop Spild af Mad, Selina Juul, og lederen af Nestlé i Norden, Michiel Kernkamp, ​​er gået sammen i en opsigtsvækkende blog, som Huffington Post har valgt at give god plads til.

Huffington Post anses med 60 mio. læsere for at være et af verdens mest indflydelsesrige medier.

Her foreslår de to simpelthen at disrupte hele fødekæden – og vende tankegangen helt om i madproduktion i verden.

- Tænk, hvis vi kunne vende forsyningskæden for fødevarer helt om og få de perfekte data, så vi kun spiser, hvad vi tilbereder hjemme i køkkenet, og kun tilbereder den mad, som vi opbevarer i hjemmet, og kun opbevarer det, som vi køber, og producenterne kun producerer det, de køber råvarer ind til, og kun producerer, hvad der høstes. Så vil madaffald snart være en ting fra fortiden, skriver de på deres blog.

Nye udviklinger som nettilsluttede køleskabe, portionsmåltidskasser, opskriftdatabaser, der udløser portionsbaserede fødevarekøb eller E-tailers, der sporer forbrugsmønstre, vil hjælpe hen imod en mere præcis, forbrugerdatastyret fødevareforsyningskæde.

- Det vil hjælpe med at reducere spildet, som jo skyldes, at hver del i forsyningskæden kun har muligheden for at forsøge at gætte på eller forudsige, hvad den anden part i kæden skal producere, købe, opbevare eller tilberede. Brug af ny teknologi vil derfor medvirke til at forhindre spildet i første omgang, argumenterer de to i bloggen.

Opdateret 10. nov 2020