Danish Crown venter snart stop for prisfald
Coronakrisen har betydet store prisfald på fersk grisekød, men slagterigiganten Danish Crown venter bedring allerede i næste uge, hvor spisesteder i flere europæiske lande, herunder Danmark, ventes at åbne op.
- Vi kommer ikke udenom et markant fald i noteringen i den her uge, men samtidig ser vi allerede tegn på en stabilisering af markedet. De første meldinger om genåbning af restauranter og caféer i flere europæiske lande skaber lidt optimisme, og derfor er der ikke noget, der tyder på, at de store prisfald fortsætter, siger Lars Albertsen, global salgsdirektør i Danish Crown Pork.
Gennem den seneste måned er det især store prisfald på ferske skinker, der har drevet markedet ned.
Samtidig er efterspørgslen på bove og andet kød, der især bruges til produktion af pølser, faldet betydeligt, lyder det fra Danish Crown.
- Jeg kan ikke sige tit nok, hvor vigtig vores brede markedsadgang er i en situation, som den vi står i nu. Vi har både agiliteten i produktionen og kapaciteten til at fryse de mængder, der efterspørges, og det giver virkelig værdi lige nu. Jeg kan ikke garantere, at noteringen har nået bunden i den her omgang, men der skal ske noget helt uventet i markedet, hvis der skal komme yderligere fald efter denne uge, siger Søren F. Eriksen, adm. direktør i Danish Crown Pork.
Grisenoteringen var helt oppe i 14,30 kr. per kilo i uge 10 og 11, men er aktuelt faldet til 12 kr. per kilo, hvilket er det laveste niveau siden sommeren sidste år, men historisk set stadig højt.