Danish Crown ramt af inflationsbølge

Leverandører 21. mar 2022 -
This describes the image
Foto: Danish Crown
  • På meget kort tid er slagterigigantens udgifter øget med ca. 1 mia. kr., fortæller topchef Jais Valeur. 

Skrevet af: Søren Tougaard

Danish Crowns konkurrencekraft er på rekordtid raslet ned, skriver Finans. På blot en måned er andelshavernes produktionsomkostninger per kilo steget med 3 kr. til 13,50 kr. 

Siden uge 7 er svinekødsnoteringen tilsvarende blot steget med 1,40 kr. Topchef Jais Valeur er fuldt bevidst om, at koncernen skal levere en stigning på mindst 3 kr. blot for at neutralisere landmændenes omkostninger i staldene. 

- I virksomheden oplever vi, at prisen på vores input stiger fra 20 pct. og helt op til 400 pct. På kort tid er vores udgifter øget knap 1 mia. kr., siger han til mediet.  

Danish Crown mærker prispresset flere steder. Udover omkostningsstigninger i selve koncernen og blandt andelshaverne, har genåbningen i Tyskland efter corona medført en kæmpe efterspørgsel efter grise, som igen har været med til at presse afregningsprisen per kilo i vejret.

Danish Crown driver et stort slagteri i Tyskland, og det er i øjeblikket en forretning, der på ugebasis taber store beløb, fortæller Jais Valeur.      

- Der er heldigvis ingen i markedet, der er i tvivl om, at priserne skal op, men alle er udfordret af de stigende omkostninger lige nu. Vi bliver dog hjulpet af et marked, der er i bedring, efterhånden som Covid-19 slipper sit tag i Europa. Og det er vigtigt, for i den sidste ende er forbruget helt afgørende for, at vi kan få priserne op på et niveau, hvor der igen er balance mellem vores ejeres omkostninger ved produktionen, og den pris vi kan betale for grisene, siger Kasper Lenbroch, kommerciel direktør i Danish Crown, i selskabets seneste markedsberetning. 

Opdateret 21. mar 2022