Danish Crown booster kebabkød som billig mad

Leverandører 23. sep 2022 -
This describes the image
Foto: Danish Crown
  • Kebab rykker fra gaden og ind i dagligvarebutikken. 350 gram marineret kød skal være nok til et måltid for fire personer

Mens prisen på dagligvarer og ikke mindst kød stiger, så kommer Danish Crown nu med et nyt produkt, der skal sikre virksomheden markedsandele.

Danish Crown har lanceret et kebab-produkt med 350 gram kød, som i et måltid med f.eks. wraps eller pitabrød rækker til fire personer. 

Produktet har fået navnet Kebab Boost og er klar i kølediskene hos Føtex og Rema 1000.

- Kød er bestemt ikke billigt, så vi ser det som en af vores opgave at udvikle produkter til forbrugerne, som gør det nemmere for dem at leve sundt i en travl hverdag, uden det behøver at koste en formue, siger Jacob Snog Ærenlund, der har ansvaret for innovation og marketing i Danish Crown Beef.

Kebab forbindes normalt med lammekød, der roterer på et spyd. En almen antagelse er ifølge en kebab-madanmeldelse i Berlingske, at kebab ofte er hakket kød, mens shawarma er skært kød. Sprogligt knytter begrebet Shawarma til det arabiske sprog, mens döner kebab kommer fra tyrkisk. Og selv om det også forbindes med fastfood er det en tidskrævende proces at tilberede kebabkød

Pitabrød og wraps kan ikke helt følge med burgeren, men tilsammen står de ifølge tal fra Landbrug & Fødevares madtracker alligevel for omkring tre procent af alle middagsmåltider mod fire pct. for burgeren. 

Kebab Boost bliver en del af den serie, der blev født med hakkebøffen Burger Boost. Serien fokuserer på at booste forbrugerens smagsoplevelse.

Det nye produkt består af kalveyderlår i fine strimler, som har fået lov til at trække smag i en marinade af paprika, hvidløg, gurkemeje, ingefær, koriander, sellerifrø og chili.  

- Børn, teenagere og unge er vilde med wraps og pitaer, så derfor var det helt naturligt for os at udvikle et produkt, som rammer præcis det behov. Vi tror på, at vi har ramt en smag, de fleste vil synes om, siger Jacob Snog Ærenlund.

Nyheden fra Danish Crowns udviklingsafdeling kommer i kølvandet på flere artikler i Finans.dk om, at slagterigiganten er hårdt presset af energikrisen og forbrugernes mindre efterspørgsel på kød.

Midt i september meddelte Danish Crown, at selskabet afskediger 350 slagteriarbejdere på afdelinger i Sæby og Ringsted.
 

Opdateret 26. sep 2022