Corona-smittet på mejeri: Arla tester 400 medarbejdere

Leverandører 10. aug 2020 -
This describes the image
Foto: Arla

En medarbejder på Arla-mejeriet i Hobro er konstateret smittet med corona, og det får nu mejeriet til at teste alle 400 medarbejdere på mejeriet. Det sker i dag og i morgen - 10. og 11. august.

- Vi kommer nok til at teste lidt flere, end det er nødvendigt - men hellere teste for mange end én for lidt. Vi går med livrem og seler, siger Åse Andersson, pressechef for Arla.

Fem medarbejdere er blevet sendt hjem, fordi de har arbejdet tæt sammen med den smittede. Det er sket i samråd med sundhedsmyndighederne. Derudover har mejeriet besluttet at sende yderligere ti medarbejdere hjem.

Åse Andersson tilføjer, at Arla siden udbruddet start ikke har oplevet mere end en håndfuld smittede på alle mejerier.

- Vores medarbejdere står ikke tæt under produktionen, og i kantinerne har vi taget forholdsregler helt fra begyndelsen, så myndighedernes anbefalinger bliver overholdt, siger Åse Andersson.

Produktionen på Hobro mejeri fortsætter uændret.

Gigantslagteriet Danish Crown har i dag lukket helt ned for sit slagteri i Ringsted, fordi knap 150 medarbejdere er konstateret smittet med corona.

Opdateret 10. nov 2020