Conaxess Trade ny sælger af John West
Dåsetun og andre konservesfisk af mærket John West har fået ny manager. Fra 1. august har engros- og importvirksomheden Conaxess Trade Denmark overtaget varetagelsen af brandet, som ejes af Thai Union.
Der er tale om en full service-aftale, der blandt andet indbefatter marketing, salg og logistik af mærket, som omsætter for omkring 50 mio. kr. om året i Danmark.
- Vi ser frem til at styrke markedet for tun og makrel med John West-produkterne. Med vores store ekspertise inden for fisk på dåse og vores brede portefølje, tror vi, John West kan bidrage til at styrke en varekategori, der er stærkt påvirket af pris, udtaler Conaxess’ kommercielle direktør, Søren Skipper, i en pressemeddelelse.
Styrker forretningen
I vinter overtog bestyrelsesformand Uwe Thellmann koncernchefrollen efter opsigelsen af daværende topchef Thomas Pavstrup. I den forbindelse sagde Thellmann til FødevareWatch, at omsætningen skulle fordobles fra knap 2 mia. kr.
Strategien er blandt andet at få nye, internationale kunder ind, som ellers selv har varetaget salg og distribution i Norden.
Den nye aftale med Thai Union bliver endnu en fjer i hatten for Conaxess, som også netop har overtaget salgsaktiviteterne for Unilevers margarineprodukter i Danmark, Sverige og Finland med virkning fra 1. august.