Bæredygtige ambitioner: Arla kobler tre mejerier på grøn strøm

Leverandører 11. nov 2020 -
This describes the image
Foto: Arla Foods

Arla-mejerierne i Slagelse, Hobro og Christiansfeld, samt fire terminaler, skal fremover udelukkende drives af energi fra grønne energikilder og biogas.

Beslutningen om at satse på bæredygtige energikilder gør ikke alene de tre mejerier 100 pct. CO2-neutrale. Det betyder samtidig, at Arla er 84 procent ad vejen mod 100 procent CO2e-neutrale mejerier. Resten af CO2e-påvirkningen udlignes ved køb af klimakreditter – også kaldet klimakompensation i form af klasse B-certifikater fra navngivne danske vindmøller og biogasanlæg med.

Det skriver Arla i en pressemeddelelse.

- Vi er rigtigt glade for, at vi nu kan levere friske mejeriprodukter til forbrugere i hele landet, der er produceret på 100 procent CO2e-neutrale mejerier. Det er den foreløbige kulmination på den grønne omstilling af vores mejerier, siger Hanne Søndergaard, koncerndirektør for global marketing og innovation i Arla.

- Det er vigtigt både af hensyn til vores egne klimaambitioner og for at understøtte den danske efterspørgsel på vedvarende energi. I den forbindelse køber vi kun oprindelsescertifikater, der kommer fra navngivne danske vindmøller og biogasanlæg med RED/ISCC-certifikater, siger hun.

Investerer i besparelser

Udover at satse på grøn energi til de tre største mejerier investerer Arla også i andre grønne tiltag - herunder 35 mio. kr. i initiativer, der skal reducere elforbruget med 30 procent og forbrug af naturgas med 66 procent, blandt andet ved at udnytte restvarme fra produktionen.

- De mange tiltag på mejerierne gør, at vi løbende kan reducere vores energiforbrug og behovet for klimakompensation, siger Hanne Søndergaard.

Arla har en klimaambition om at reducere udledningen af drivhusgasser med 30 procent pr. kilo mælk inden 2030 og blive klimaneutrale i 2050.

Opdateret 7. jan 2021

Vil du vide mere?