Arla lukker stort yoghurt-mejeri
Arla Foods varsler nu lukning af Brabrand Mejeri, der producerer mejeriets syrnede produkter.
En del af produktionen flyttes til Slagelse Mejeri og Hobro Mejeri, men noget produktion vil flytte ud af landet til Tyskland og Holland.
Det er ifølge en pressemeddelelse bestyrelsen, som netop har taget beslutning, der føres ud i livet om cirka halvandet år.
Ifølge pressemeddelelsen sker lukning "for at imødegå et yoghurtmarked, der vækster i Europa, og for at sikre fremtidig kapacitet og en mere ensartet kvalitet af de forskellige syrnede mælkeprodukter".
- De europæiske forbrugere købere flere og flere yoghurt-produkter, og vi er nødt til at kigge på, hvordan vi kan sikre den fremtidige kapacitet og yoghurt-produkter af høj kvalitet på tværs af de europæiske lande. Da vi ikke har mulighed for at udvide produktionen på Brabrand Mejeri på grund af beliggenhed og omkostninger i produktionsudstyr, flytter vi derfor produktionen ud i nogle kompetencecentre på mejerier fortrinsvis i Danmark, Tyskland og Holland, siger Jakob Bernhard Knudsen, landedirektør for Arla Danmark.