Arla indvier største mejeri-investering til dato

Leverandører 30. maj 2022 -
This describes the image
Foto: Arla
  • Mejerikoncernen har investeret ca. 1,4 mia. kr. i et nyt produktionsanlæg i Tyskland. Investeringen skal for alvor løfte produktionen af mælkepulver. 

Skrevet af: Søren Tougaard

Arla har investeret 190 mio. euro, ca. 1,4 mia. kr.,  i at udvide sit mejeri i Pronsfeld i Tyskland. Det sker primært for at øge produktionen af næringsrig mælkepulver.

Pronsfeld er Arlas største mejeri, og investeringen er virksomhedens største enkeltstående investering i et mejeri til dato.

Udvidelsen skal understøtte den forventede årlige brandede volumenvækst på 5-7 pct. i Arlas internationale forretning i tråd med selskabets femårige strategi.

Udvidelsen af Pronsfeld mejeri omfatter et produktionsanlæg med et 51 meter højt tørretårn som det centrale element.

Det kan årligt forarbejde 685 millioner kilo mælk, som bliver til omkring 90.000 tons højkvalitets mælkepulver.

Mælkepulverets egenskaber og lange holdbarhed gør det særligt velegnet til Arlas internationale markeder, hvor det er en naturlig og vigtig del af den lokale kost. 

- En af de største udfordringer, det globale samfund står over for i øjeblikket, er at sikre, at så mange som muligt har adgang til god og nærende kost hver dag. Som led i vores Future26-strategi vil vi styrke og udvide vores forretning på internationale markeder som Mellemøsten, Vestafrika og Sydøstasien, hvor efterspørgslen på billige og nærende mejeriprodukter overstiger både den lokale produktion og det lokale udbud. Mejeriet i Pronsfeld er det største Arla-mejeri i verden og leverer allerede en stærk eksportforretning. Med det nye produktionsanlæg spiller mejeriet en endnu vigtigere rolle i vækststrategien for vores internationale forretning, udtaler Peder Tuborgh, CEO for Arla Foods.

Opførelsen af produktionsanlægget startede i 2019. I dag beskæftiger mejeriet i Pronsfeld ca. 1000 medarbejdere og producerer mejeriprodukter til omkring 70 lande i hele verden.

Opdateret 30. maj 2022