26 danske øko-producenter klar til eksportoffensiv på Biofach-messen

Leverandører 5. jul 2022 -
This describes the image
Verdens største øko-messe Biofach, er et must for danske øko-producenter med eksportdrømme.   Foto: Økologisk Landsforening
  • Verdens største øko-fødevaremesse finder sted 26.-29. juli i Nürnberg. De danske udstillere tæller både nye og etablerede virksomheder.  

Skrevet af: Søren Tougaard

Corona har aflyst og udskudt mange events. Det gælder også for verdens største økologisk fødevaremesse Biofach, der traditionen tro afholdes i tyske Nürnberg. Sidste år rykkede messen digitalt, og i år skulle Biofach efter planen være afholdt i februar, men blev udskudt på grund af covid-19. 

Derfor finder messen sted 26.-29. juli, hvor mange danskere holder sommerferie. Det afholder dog bestemt ikke danske virksomheder fra at deltage.

Hele 26 danske øko-producenter har meldt deres ankomst til Biofach, hvor de udstiller samlet på en stand, der er skabt i et samarbejde mellem virksomhederne og organisationerne Økologisk Landsforening og Bio Aus Dänemark. 

Her vil de danske udstillere både vise nye plantebaserede og animalske produkter. 

- Målet er at vise, at der er plads til begge dele i et balanceret fødevareforbrug. At vi skal spise langt mere grønt og vælge færre men bedre animalske fødevarer i form af økologisk fremstillede produkter, siger Pernille Bundgård, markedschef for eksport i Økologisk Landsforening.

Ukendte og etablerede virksomheder

De danske udstillere tæller blandt andet kendte navne som Thise, Hanegal, Naturli' og Friland og mere ukendte virksomheder som Nedsat, Oialla og Perfekt sæson. 

- Vi har en række nye virksomheder repræsenteret i år, ligesom de mere erfarne eksportvirksomheder stiller med deres bud på fremtidens økologiske produkter. Alt i alt bliver det en stand, der præsenterer det fremmeste og mest innovative inden for dansk økologi, siger Pernille Bundgård. 

For de virksomheder og indkøbere, der ikke har mulighed for at deltage fysisk, er online messeplatformen www.denmarkespecial.com åben under hele messen.

 

 

Opdateret 5. jul 2022