Ny direktør er rykket ind hos landbruget på Axeltorv

Leverandører - Navne 1. aug 2022 -
This describes the image
Foto: Landbrug & Fødevarer
  • Merete Juhl er nu begyndt som adm. direktør i Landbrug & Fødevarer. Den tidligere direktør Anne Lawaetz Arhnung stoppede i efteråret

Den nye adm. direktør for Landbrug & Fødevarer, som nu er rykket ind på Axeltorv i København, kommer fra en stilling som Danmarks ambassadør i Jordan og Libanon og Chargé d’affaires i Syrien.  

Merete Juhl tiltræder i dag og afløser Flemming Nør-Pedersen, som siden oktober 2021 har været konstitueret administrerende direktør. Han vender nu tilbage i rollen som direktør for Medlemmer & Markeder i Landbrug & Fødevarer. 

Den nye direktør siger, at Danmark med et af verdens mest innovative og effektive fødevareerhverv står overfor store, vigtige samfundsdagsordener som klima, bæredygtighed, innovation, arbejdspladser og fødevaresikkerhed.

- Temaer, som går på tværs af grænser, og som også står højt på de internationale dagsordener. Danmark er et foregangsland, og det kræver stort arbejde at fastholde og udvikle den position, siger Merete Juhl til Landbrug & Fødevarer nyheder.

Formand i Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaard, glæder sig til samarbejdet med den nye adm. direktør:

- Merete Juhl kommer med et internationalt udsyn, som kan gavne den danske fødevareklynge. Vi er et lille land, men vores internationale potentiale er stort. Vi producerer fødevarer til hele verden, og vores innovative løsninger kan gøre en kæmpe forskel globalt. 

Anne Lawaetz Arhnung, som havde været ansat i Landbrug & Fødevarer i 25 år og de seneste tre år som adm. direktør, valgte at fratræde i efteråret. Ifølge Ritzau skete opsigelsen angiveligt ”på grund af uenighed med den øverste politiske ledelse om håndteringen af sagen om sexisme i Danbred".

Opdateret 2. aug 2022