Polsk chauffør taget ved grænsen med 2,4 millioner smuglercigaretter

Kriminalitet 26. sep 2022 -
This describes the image
Foto: Colourbox
  • Politi og toldere pågreb smugler med cigaretter på vej ind i Danmark ved Frøslev grænse

Politi og toldere fra den særlige Politi- og Toldenhed i UKA Vest fandt forleden 2,4 millioner cigaretter i en lastbil, der forsøgte at krydse den dansk-tyske grænse ved Frøslev.

Den 48-årige polske chauffør blev anholdt og fremstillet i grundlovsforhør i retten i Sønderborg. Han nægtede sig skyldig, men blev varetægtsfængslet i to uger.

Det fortæller Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Toldstyrelsen har i 2020 og 2021 forhindret forsøg på at indsmugle meget store mængder af ulovlige cigaretter. I 2021 tilbageholdt Toldstyrelsen knap 13 mio. cigaretter.

Det omfatter blandt andet et stort fund på 10 mio. cigaretter i en lastbil på Rødbyhavn. Året før fandt toldere 14 mio. cigaretter i en sættevogn på Esbjerg Havn og 1,6 mio. cigaretter i en række kabeltromler på Aarhus Havn. 

 Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland.

UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen - eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland.

Opdateret 26. sep 2022