Nye tal: Butikkerne blev udsat for flere røverier i 2022

Kriminalitet 5. jan 2023 - 1 min læsetid
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand
  • 315 gange anmeldte en butik et røveri til politiet sidste år. Det er en stigning på 14 pct. i forhold til 2021

Mens de danske bankansatte kan glæde sig over, at de i 2022 for første gang nogensinde ikke oplevede et eneste bankrøveri, er der sidste år sket en stigning i røverier mod detailhandlen.

315 gange stod en butiksansat sidste år ansigt til ansigt med en røver, og det er 14 pct. flere røverier end i 2021.

Noget bedre ser det ud for tankstationerne, der oplevede et fald fra 37 røverier i 2021 til 21 røverier sidste år.

Det viser et specialtræk, som Rigspolitiet har foretaget for Dagligvarehandlen.

 

Antallet af røverier har dog generelt ligget betydeligt lavere de seneste år, end da kurven toppede i 2009 med i alt 1162 røverier mod forretninger og tankstationer.

Det skyldes, at detailhandlen har arbejdet intenst på at sikre sig mod røverier med blandt andet kontanthåndteringssystemer, og fra 1. januar 2018 blev det tilladt for butikker at sige nej til kontanter fra kl. 22 til kl. 06. I nogle postnummer-områder, hvor butikkerne er mere udsatte for røverier, må butikkerne sige nej allerede fra kl. 20.

Hvis man vil sige nej allerede fra kl. 20 har man hidtil skullet underrette Finanstilsynet. Det krav ophørte 1. juli 2022.

Det havde længe været et stort ønske for handlen med De Samvirkende Købmænd og Dansk Erhverv i spidsen at få lov til at sige nej til kontanter, og organisationerne arbejder fortsat på, at det skal være frivilligt for hver enkelt butiksindehaver at kunne sige ja eller nej til kontanter hele døgnet. Ganske som det er i blandt andet Finland, Tyskland og Sverige.

I forbindelse med, at kravet om at modtage kontanter i grossisthandlen blev ophævet 1. juli 2022 skrev underdirektør i DSK, Claus Bøgelund Nielsen, i et indlæg i Børsen, at ”pligten til at tage imod kontanter er for mange virksomheder en stor byrde. Både administrativt, økonomisk og sikkerhedsmæssigt - herunder sikkerheden for medarbejderne, da kontanter er et af hovedmålene ved røverier”.

Han understreger, at ”det er samtidig blevet dyrere at komme af med dagens omsætning og skaffe byttepenge. En problemstilling, der vokser, jo længere væk man bevæger sig fra storbyeme”.

Når bankerne slipper for røverier, kan det jo netop skyldes, at langt de færreste efterhånden ligger inde med kontanter.

Opdateret 31. jan 2023