Toiletpapir i Bilka er steget med 120 pct.

Kæder 23. jan 2023 -
This describes the image
Illu: e-tilbud
  • Dagbladet B.T. har efter et kundetip gransket ekstraordinære prisstigninger på toiletpapir

Viggo Hansen har været ekstra vaks til at gemme sine boner og kan over for dagbladet B. T. afsløre, at prisen på en pakke toiletpapir i Bilka siden marts i fjor er steget med 120 pct.

Ifølge kassebonen er 10 ruller tolags budget-toiletpapir til en normalpris på 12 kr. steget til 26,50 kr.

Til B.T. forklarer Salling Group, der står bag Bilka, at det handler om en historisk høj inflation. 

Ifølge Danmark Statistik er varer i gennemsnit steget 12,8 pct. det seneste år, hvilket i høj grad skyldes årlige prisstigninger på fødevarer og elektricitet.

Også Coop, som er Danmarks næststørste dagligvarekoncern efter Salling Group, har sat prisen op på toiletpapir.

Normalprisen for seks ruller af Coops eget trelags toiletpapir ‘Nice & Soft’ er ifølge B.T. på i 28,50 kr. i SuperBrugsen. Til og med torsdag er mærket dog på kampagne til 19 kr. svarende til en kg. pris på 37,77.

Informationsdirektør Jens Juul Nielsen fra Coop forklarer prisen med ”store prisstigninger fra leverandørerne” og at Coop ”ikke har skruet op på avancen”.

Han siger også til B.T., at leverandørerne af toiletpapir selv forklarer prisstigningerne med de høje energipriser og højere priser på råvaren pulp.

Kampagner giver store prisudsving

Mens prisen på toiletpapir er steget over tid det seneste år, svinger prisen også markant op og ned uge for uge afhængigt at kædernes tilbud.

Aktuelt sætter Bilka blandt dagligvarekæderne den skarpeste pris på mærkevaren Lotus Royal med 12 ruller til 49 kr. på tilbud svarende til 45,04 kr. pr. kg. ifølge e-tilbudsavisen. 

Til sammenligning sælger discountkæden Rema 1000 sit eget mærke i toiletpapir til en normalpris på 20,95 kr. for seks ruller svarende til 30,63 kr. pr. kg.

Nemlig.com, der prismatcher Rema 1000 med sit eget mærke Nemlig Basic, sælger otte ruller til 20,40 kr. svarende til en kg. pris på 26,84 kr.

Opdateret 24. jan 2023