Fagforening kalder Nemlig-direktørs beskyldning for vrøvl

Kæder 12. apr 2021 -
This describes the image
Jan Villadsen, formand for 3F Transport, mener, at det kun er et spørgsmål om tid, før Nemlig.com tegner overenskomst for de chauffører, der bringer varerne ud til kunderne.   Foto: 3F
  • Stefan Plenge mener, at fagforbundet 3F er i gang med "den vildeste smædekampagne". Parterne holder møde i dag

De seneste uger har landets markedsledende netsupermarked Nemlig.com været temmelig meget i medierne – og ikke for det gode.

Artiklerne har i stedet handlet om dårlige arbejdsforhold, og i dag holder Nemlig.com møde med fagforbundet 3F i et forsøg på, at få ”skårene klinket”.

Arbejdsforholdene blev for nogle uger siden i Politiken beskrevet som slavelignende, og da det i første omgang handlede om chaufførerne, der er ansat af selvstændige vognmænd, lagde Nemlig.com-direktør Stefan Plenge i høj grad ansvaret over på dem.

Nu har Politiken beskrevet forholdene for de ansatte på lageret – og den beskrivelse er ikke meget bedre.

Stefan Plenge reagerer ved i en pressemeddelelse at kalde beskrivelserne for "den vildeste smædekampagne", som fagforbundet 3F har sat i gang.

Jan Villadsen, gruppeformand i Transportgruppen i 3F, afviser over for Ritzau, at der er tale om en "smædekampagne".

- Jeg tror, de fleste kan se, at det er det rene vrøvl. Sagen starter med, at man ikke har ordnede forhold for sine underleverandører. Så siger man, at det er deres ansvar. Nu viser det sig så, at man ikke har ordnede forhold for sine egne medarbejdere på lageret. Så siger man, det er 3F's skyld. Det råber jo til himlen, siger Jan Villadsen til Ritzau.

Nemlig.com har overenskomst med 3F og har haft det i 15 år.

Stefan Plenge siger til Ritzau, at ”alt hvad der derfor foregår i vores varehus, er nøje aftalt med 3F, som har været en rigtig god samarbejdspartner igennem alle årene og hjulpet os med at etablere de arbejdsforhold, vi har i dag.

Han fortæller samtidig i en pressemeddelelse, at ”de sidste tre måneder har vi f.eks. kun opsagt 5-6 medarbejdere om måneden for dårlig performance ud af en medarbejderstab på over 1.400 medarbejdere”.

Opdateret 12. apr 2021