Det er nu, du skal indstille til Danish Retail Award
-
“Tag den forreste for klimaets skyld”. Sådan lyder en stor landsdækkende kampagne, Coop netop har lanceret. Men ved du, at kampagnen blev udtænkt af en af sidste års vindere af Danish Retail Award, Dennis Ø.K. Andersen. Som varehuschef for Kvickly i Bruuns Galleri i Aarhus udtænkte Dennis konceptet Klima Kvickly, hvor initiativet til blandt andet “Tag den forreste for klimaets skyld” blev taget som et led i kampen mod madspild.
Selvom Danish Retail Award først afholdes i oktober er det allerede nu, du skal indstille dine kandidater til detailhandlens egen pris, hvor branchen hylder deres dygtige og nyskabende butiks- og varehuschefer i Danmark.
Er I på forkant?
Er der en af jeres butikker eller varehuse, der formår at skille sig ud på samme fremragende måde som Klima Kvickly? Er din butikschef helt med fremme på bæredygtighed? Eller mestrer hun teknologien til at bidrage til den gode kundeoplevelse? Er blikket for uddannelse lige så cutting edge som teknologi-forståelsen?
Så er du det nu, du skal handle og sørge for at indstille jeres butiks- eller varehuschef til Danish Retail Award, der i år bliver afholdt for 13. år i træk. For at komme med i opløbet skal du indstille inden den 16. juni.
Danish Retail Award er til for at sætte fokus på den danske detailhandel. At øge stoltheden over at være en del af branchen samt at bringe den bedste og nyeste internationale viden til dansk detailhandel.
Dansk Erhverv, ZBC og DH Media A/S (dagligvarehandlen.dk) arbejder sammen om Danish Retail Award.
“I dagligdagen sætter vi jo spot på den danske detailhandel med nyheder og analyser. Derfor er vi selvfølgelig superglade for at kunne være med til at gøre den bedre. Især arbejdet med den faglige branchestolthed synes jeg er væsentlig.” udtaler Christian Skipper, administrerende direktør for DH Media A/S, der er en af hovedsponsorerne bag Danish Retail Award.
Entusiasme og passion
Shengyl Kaplanoska, store manager i Jysk, vandt også Danish Retail Award i 2022 med sin entusiasme og passion, der har skabt grobund for et stærkt kollegialt fællesskab. Sammen har Shengyl og hendes medarbejdere på kun fem år løftet butikken fra den syvende største omsætning i Danmark til at være den butik på verdensplan med størst omsætning. En imponerende bedrift og det er meget passende, at Shengyl med prisen også vandt en studietur til New York, når Shengyl har sørget for hvert eneste år at sende talenter fra sin butik videre ud i Jysk for at lære og udvikle sig.
Udover stoltheden og æren, der følger med en Danish Retail Award, bliver de tre vindere nemlig inviteret med på en studietur.
Studieturen er arrangeret af ZBC, der også sørger for, at en af deres dygtige detaileksperter er med på turen som guide.
“Det gør vi for at løfte hele detailområdet. Vi har ekspertisen på markedet, og det er spændende at tage de vindende købmænd med på sådan en tur, så de kan være med til at udvikle detailhandlen i Danmark.
Omdrejningspunktet for studieturen er detailhandel i verdensklasse. Det dækker både over, hvad vi ser og oplever, men det dækker så sandelig også de vindere af Danish Retail Award, vi har med.” fortæller Anna Maria Sannemand Larsen, handelslærer og detailekspert på ZBC
På studieturen besøger de udvalgte butikker eller koncepter, der alle har noget unikt eller spændende at byde på inden for nytænkning, teknologi, service, bæredygtighed, convenience, eksponering, kreativitet og meget mere - enten det er mode, en café eller en legetøjsbutik.
Alt sammen udvalgt for at give inspiration og ideer, der kan tages med tilbage og implementeres i vindernes egne butikker og kæder.
Altid mere end forventet
Malene Houni Hansen, selvstændig Spar-købmand, er den tredje og sidste vinder af Danish Retail Award 2023. At introducere tapas i Spar, der typisk er lokaliseret i de små byer, er et eksempel på Malene og hendes medarbejders motto “vi skal altid give kunderne mere, end de forventer”.
Det er et motto, Malene, som den første og eneste kvinde i Spars kædeudvalg, kan forsøge at udbrede til hele Spar-kæden.
Malene har taget det digitale til sig og benytter blandt andet Snapchat til at skabe en god holdånd hos sine medarbejdere. En indsats der i den grad lykkes. Malene har vundet både internationale og danske priser. FMI – The Food Industry Association’s Store Manager Award 2021 i kategorien: ”International retailers: Companies operating outside of the U.S og Årets Købmand i Spar for at nævne et par stykker.
Selv efter at have vundet Danish Retail Award 2022 er Malene fortsat med at udvikle. I december 2022 åbnede hun en af Danmarks første selvbetjente købmandsbutikker i Hagebro, hvor kunderne lukkede sig ind ved hjælp af MitID.
Har du en butiks- eller varehuschef, der kan måle sig med Dennis, Shengyl og Malene, så husk at indstille vedkommende til Danish Retail Award.
Indstilling af kandidater
Du kan indstille en kandidat til Danish Retail Award frem til den 16. juni 2023.
Det foregår direkte på hjemmesiden.
De indstillede kandidater bliver vurderet af en udvælgelseskomite bestående af repræsentanter fra blandt andet Dansk Erhverv, DH Media A/S og ZBC.
I august måned offentliggøres de seks udvalgte nominerede og de får besøg i deres butik, så de kan fortælle om og fremvise deres initiativer. Der bliver samtidigt filmet, og de seks film bliver vist for udvælgelseskomiteen i september. Hvorefter de peger på de tre vindere.
Selve prisoverrækkelsen finder sted på Børsen den 2. oktober 2023.