Varehuse i stort væksthop
Hvis dagligvarekæderne kunne hive en juli-omsætning hjem hver eneste måned, var der ingen grund til bekymringer i branchen.
Alle dagligvareaktører - fra de mindste købmænd til de største varehuse - havde nemlig indeksfremgang i juli, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Især den gruppe, som Danmarks Statistik har døbt anden detailhandel fra ikke specialiserede forretninger og dækker over branchens største varehuse, har oplevet vækst.
Her steg salget med hele 7 pct. i juli, og fremgangen har også bidt sig fast i årets første syv måneder. Her ligger omsætningen på 4,1 pct. over niveauet for samme periode sidste år.
Det er et pænt stykke over væksten i discountbutikkerne, som traditionelt har været ene om at trække væksten op i dagligvarebranchen i de senere år.
Samlet set har discountbutikkerne "kun" haft en omsætningsvækst på 1,6 pct. i året første syv måneder, hvor juli bød på en fremgang på 3 pct.
Minimal fremgang i supermarkeder
Anderledes beskeden fremgang har der været i landets supermarkeder, som kun har haft en vækst på 0,2 pct. i perioden januar-juli sammenlignet med sidste år. Efter en juni med en nedgang på 4 pct. i forhold til sidste år fik supermarkederne dog en lille vækst på 1 pct. i juli.
Juli er normalvis en god måned for de mindste købmænd, hvoraf mange er placeret i sommerlandet, og i år blev ingen undtagelse.
Her gik salget blandt landets mindste købmænd og kiosker frem med 3 pct. i forhold til juli sidste år. Juli-salget er dog ikke nok til at holde købmænd og kiosker i plus for årets første syv måneder. I stedet må butikkerne notere en tilbagegang på 1. pct., viser tallene fra Danmarks Statistik.