Tre store kæder vildledte kunder Black Friday
Forbrugerombudsmanden indskærper over for tre store butikskæder, Jysk, Bauhaus og Skousen, at deres prismarkedsføring skal være retvisende.
Det var ikke tilfældet i forbindelse med Black Friday sidste år.
De tre butikker tilbød rabatter på 20 – 50 pct. på udvalgte varekategorier, men de oplyste besparelser var baseret på et vildledende grundlag.
Når en forretning sætter en vare på tilbud og reklamerer med besparelser, skal besparelsen være baseret på en reel pris over en længere periode, skriver Forbrugerombudsmanden, og det var ikke tilfældet med forskellige varer, som Jysk, Bauhaus og Skousen havde på tilbud under sidste års Black Friday.
Jysk tilbød bl. a. en hovedpude til 600 kroner, som skulle svare til en rabat på 50 pct. af normalprisen på 1199 kroner. Men puden havde allerede været til salg for 600 kr. tre fjerdedele af tiden i månederne op til Black Friday.
Bauhaus tilbød en rabat på 20 pct. på alle Swedor-døre i anledning af Black Friday. Det gav ifølge byggemarkedet en pris på 1079 kroner for en bestemt udhusdør. Men få dage inden havde døren kun kostet 899 kroner. Døren havde desuden været til salg for 749 kroner få uger før Black Friday.
Skousen reklamerede med et tilbud på 20 pct. rabat på en vaskemaskine, som - bortset fra fem dage umiddelbart inden kampagnen - var dyrere på Black Friday end i de forudgående 42 dage.
Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:
”Når man reklamerer med et tilbud med en bestemt besparelse en bestemt dag som for eksempel Black Friday, så skal besparelsen naturligvis være reel. Hvis man kunne have fået varen ligeså billigt eller måske endda billigere de fleste dage i månederne inden Black Friday, er Black Friday besparelsen vildledende.”