Street food vinder frem i byerne
Udvalget af spisesteder er gennem de senere år udvidet betragteligt i København og andre storbyer i takt med, at flere food trucks og street food-koncepter tilbyder hurtig mad til de forbipasserende.
Shoppingcentret Fisketorvet – Copenhagen Mall hopper nu med på vognen og inviterer hver fredag til den 2. september til Street Food Friday, hvor nogle af de populære madvogne, kendt fra andre markeder i København, indtager Havnefronten.
Om fredagen vil et udvalg af forskellige food trucks trille hen på havnefronten ved Fisketorvet.
– Vi vil gerne være med til at skabe endnu mere liv og stemning ved havnen. Vores koncept er skræddersyet til en hyggelig eftermiddag i solen efter en dukkert i havnebadet, en hurtig bid mad efter arbejde med kollegerne eller familien før en tur i biografen, siger Helle Carcía Korndal, der er Senior Commercial Manager for Unibail-Rodamco, der ejer Fisketorvet.
Fisketorvet har i de seneste par år præsenteret mange nye spisesteder inde i centret, bl.a. Lêlê Street Kirchen, Gorm’s og Letz Sushi.
Chili con carne
Også slagterikoncernen Danish Crown har fået øje på de nye muligheder med street food. Danish Crown Beef har netop brugt Smukfest i Skanderborg til at teste, om chili con carne kan være et alternativ til det voksende segment med hurtig mad, som købes når man er på farten.
– Folk hungrer konstant efter noget nyt. Derfor har vi brugt festivalen til at afprøve, om folk vil snuppe en chili con carne, ligesom man stopper op og spiser en pølse, når man går forbi en pølsevogn eller er på banegården, siger Senior Manager Sales Morten Bruun Enemærke.
Som blikfang har Danish Crown serveret retten fra Danish Crown Beefs bøfmobil, der er forsynet med kraniet fra en langhornet ko oven på førerhuset på den trehjulede varevogns sider.