Storindkøb i grænsehandlen kan ødelægge traileren
Danskere, der kører syd for grænsen for at købe billige øl og sodavand, bliver nemt fristet over evne og køber stakkevis af rammer med billige dåser. Men når de skal hjem igen, risikerer de at overlæsse traileren - og i værste fald kan hjulene på traileren ryge af.
Kunderne i grænsesupermarkederne gør derfor klogt i at lade være med at overlæsse traileren.
Det gode råd kommer fra SOS Dansk Autohjælp, der med jævne mellemrum kører ned til grænselandet for at hjælpe strandede bilister, der har fyldt for mange varer på traileren. Det skriver DR Nyheder.
- Af de assistancer, vi har i forbindelse med grænsehandel, skyldes de fleste overlæssede trailere, hvor hjulene simpelthen falder af. Mange opdager ikke, hvis et hjulleje er slidt. Når man så putter en masse vægt på traileren, knækker hjullejet, og dækket ryger af, siger distriktsleder hos SOS Dansk Autohjælp i Sydjylland, Jesper Rebsdorf, til DR Nyheder.
De mange konfirmationer i disse uger gør det til højtid for indkøbsture til grænsesupermarkederne, og de overlæssede trailere kan skabe farlige situationer i trafikken, advarer SOS Dansk Autohjælp.