Reklamebureauer: NejTak+ bremser konkurrence

Forbrugere 18. dec 2015 -
This describes the image
Skrevet af: Claus Jensen

Privat distributionsvirksomhed kritiseres for at gøre det vanskeligt for detailkæderne at skifte distributør af tilbudsaviser

Reklamebureauernes brancheorganisation kritiserer landets største private distributionsvirksomhed FK Distribution for at søge at undgå konkurrence på omdeling af tilbudsaviser.
Kritikken rejses i et høringssvar fra brancheorganisationen Kreativitet & Kommunikation til Forbrugerombudsmanden forud for en evaluering af nej-tak ordningerne.

Brancheorganisationen er utilfreds med, at FK Distribution ikke er villig til at dele sine oplysninger om de tilmeldte modtagere af de skræddersyede pakker med tilbudsaviser i virksomhedens private NejTak+ ordning.
Det betyder i praksis, at detailkæder skal begynde helt forfra med at indhente samtykke fra forbrugerne, hvis kæderne vil skifte til den anden store distributør af tilbudsaviser på markedet - Post Danmark – eller hvis en tredje spiller skulle have lyst til at bevæge sig ind på det danske marked for distribution af tilbudsaviser.
- Vi mener som brancheorganisation, at der skal ske noget, så markedet får den bevægelighed, der sikrer konkurrencen, siger udviklingschefen hos Kreativitet & Kommunikation Aslaug Kleve.
Hun peger på, at det kunne være en løsning, hvis det i stedet for distributionsselskabet var de enkelte annoncører/kæder, som fik forbrugernes samtykke til at modtage tilbudsaviser.
- Det ville være hensigtsmæssigt, hvis vi havde en fælles ordning, hvor samtykket fulgte den enkelte annoncør i stedet for distributøren, siger hun.

Brancheorganisationen kritiserer den private NejTak+ ordning for at læne sig op ad de to
nej-tak ordninger, som den samlede branche står bag, og som Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med.
- Det er et problem, at forbrugerne får det indtryk, at de nu har adgang til at vælge de reklamer, de vil gerne vil have, når det kun er den ene af de to distributører på markedet, der står bag NejTak+. Forbrugerne får jo kun tilbudsaviser fra de kæder, der er kunder hos FK Distribution, siger hun.
Hidtil har FK Distribution været afvisende i forhold til at lade Post Danmark få adgang til virksomhedens data om forbrugerne. Der er sket med henvisning til, at forbrugerne har indgået aftalen om modtagelse af reklamer med FK Distribution, som også har bekostet opbygningen af det avancerede system NejTak+

Opdateret 10. nov 2020