Regeringen vil gøre danskernes madvaner sundere
Næsten 20 pct. af alle børn mellem ni og 16 år er overvægtige. Og næst efter rygning er usunde madvaner den risikofaktor, der kan tilskrives flest dødsfald og kroniske livstilssygdomme som diabetes, hjertekarsygdom og kræft herhjemme.
Derfor har regeringen onsdag præsenteret 14 initiativer for mad, måltider og sundhed, der skal være med til at fremme sundheden og livskvaliteten hos danskerne.
Et ministerhold bestående af miljø- og fødevareminister Jacob Ellemann-Jensen (V), undervisningsminister Merete Riisager (LA), børne- og socialminister Mai Mercado (K) samt sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) præsenterede de 14 initiativer, der især har fokus på børn og unge.
F.eks. vil regeringen søsætte en mærkningsordning for sunde dagtilbud, grundskoler og ungdomsuddannelser og skabe bedre maddannelse i institutioner og skoler. Også en bedre kostvejledning til forældre, når barnet går fra mælk til almindelig mad, er blandt initiativerne.
Desuden vil regeringen oprette et nyt forum for mad, måltider og sundheder, der skal kvalificere sundhedsdebatten og afmonterer mytedannelser.
- Vi skal som myndighed ikke bestemme, hvad danskerne spiser. Men vi skal levere information om mad og madens betydning for sundheden, så vi alle kan træffe et oplyst valg både i supermarkedet og hjemme i køkkenerne. Det har betydning både for den enkeltes trivsel og for samfundsøkonomien, hvor sundhedsudgifterne stiger i takt med at flere får livsstilssygdomme, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.
Efterlyser anerkendelse
Som en del af strategi vil regeringen også styrke partnerskaber mellem offentlige og private aktører.
Hos erhvervsorganisationen Dansk Erhverv er man generelt ganske positiv stemt over regeringens nye strategi for mad og sundhed.
- Det er meget positivt, at regeringen fokuserer på maduddannelse hos børnene. Mad, smag og sundhed skal være centralt i vores børns uddannelse. Det er her de gode vaner grundlægges. Fortællingen om mad og sundhed skal forankres i hverdagslivet og gerne inspirere til fokus på fag som bager, konditor, gourmetslagter, kokke og hele convenience-området, siger markedschef i Dansk Erhverv, Lotte Engbæk Larsen.
Dog mener erhvervsorganisationen godt, at regeringens nye initiativ kunne have endnu større fokus på at øge anerkendelsen af frontfødevare-medarbejdere som bagere, slagtere og andre, som arbejder med fødevarer og måltider.
- Det er en utrolig vigtig faggruppe, som jeg mener har en nøglerolle, når vi taler sund mad. F.eks. er jobbet som slagter i detailhandlen meget mere end blot at skære kød ud og sælge det. Slagteren er i dag også vejleder om det samlede måltid, herunder sundhed, så der burde også være fokus på at højne anerkendelse af disse fag, siger Lotte Engbæk Larsen.
Regeringen har afsat 40 mio. kr. til initiativerne.