Post-corona: Lokal handel og discount fortsætter fremmarch

Forbrugere 14. okt 2021 -
This describes the image
Aldi åbnede flere nye butikker sidste år, som her på Rådhuspladsen i Aarhus.   Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand
  • Dagligvareekspert Henning Bahr giver et bud på, hvordan dagligvarehandlen vil udvikle sig efter corona-pandemiens øgede salg

Corona-pandemien var god ved dagligvarehandlen, og det høje omsætningsniveau er fortsat ind i 2021.

Men hvad sker der de kommende år?

Det har dagligvareekspert Henning Bahr et bud på op til årets store dagligvarekonference den 4. november, FMCG Fast Forward.

Retail Institute Scandinavia, der står bag konferencen, udgiver hvert år en prognose for de kommende ti år i dagligvarehandlen - en prognose, der ofte kan provokere de aktører, som Henning Bahr forudser, får mindre succes. Det er analysegrundlaget for den kommende prognose, som Henning Bahr nu løfter lidt af sløret for.

Et af hans vigtigste budskaber er, at forbrugernes ønske om at købe ind i de lokale butikker vil fortsætte med en begrænset butiksdød som følge. Mens smittefare og hjemmearbejde var årsagen under corona, vil incitamentet i fremtiden i højere grad være klima og bæredygtighed.

- Mange forbrugere har sikkert også fået god personlig betjening og fundet ud af, at de mindre butikker også har mange varer til en mere konkurrencedygtig pris, end de troede, skriver Henning Bahr på Retailinstitute.dk.

Han forventer, at discountbutikkerne sætter nye rekorder.

Den ene af to jokere i discountbranchen, der måske – måske ikke - kan blive en stor succes, er ifølge Henning Bahr Coop 365, som han sammenligner med Rema 1000. Det gør han blandt andet på grund den nye partnerskabsmodel, der minder om en franchiseaftale – bortset fra at partneren ikke skal have penge op af lommen.

Den anden joker er Aldi.

- Hvornår opdager danske forbrugere, at Aldis nye butikker faktisk kan og vil en masse? Over en tredjedel af Aldis butiksnet er nu på plads, dvs. på ”Lidl- niveau” lidt forenklet sagt, men det er forsat en hemmelighed for alt for mange danskere, spørger han.

Opdateret 14. okt 2021