Nye tal: Pantfri grænsehandel koster danske butikker halv milliard årligt
Mens en krig om grænsepant udkæmpes af politikere og bureaukrater i både Danmark, Tyskland og Bruxelles, fosser pengene ud af både statskassen og dansk detailhandel. Eller rettere, de kommer slet ikke ind.
Nye beregninger fra Skatteministeriet viser, at staten kan få en ekstraindtægt på 120 mio. kr. om året i moms og afgifter, hvis der kommer pant på de dåser, danskere køber i de tyske grænsehandelsbutikker.
Tallet bliver endnu større, hvis man ser på den omsætning, danske butikker går glip af som følge af grænsehandlen.
”Den hjemvendte grænsehandel skønnes med betydelig usikkerhed at medføre en omsætningsfremgang i den danske detailhandel på ca. 0,5 mia. kr. årligt,” står der i Skatteministeriets svar til Skatteudvalget.
Sidste måned spurgte skatteordfører Joachim B. Olsen (LA) skatteminister Karsten Lauritzen (V), om han ville beregne ”effekten på offentlige finanser og salget af sodavand og øl i Danmark, hvis tyske grænsebutikker begynder at opkræve pant på øl og sodavand fra danskere”.
- Det er store tal, og det er en meget væsentlig grund til at grænsehandle. Sodavand på tilbud er billigere end mælk, og alligevel har vi en omfattende grænsehandel. Det er meget langt hen ad vejen, fordi man kan slippe for panten, siger Claus Bøgelund Nielsen, vicedirektør i De Samvirkende Købmænd, til Skatteministeriets beregninger.
Ølforbrug vil falde
Claus Bøgelund Nielsen kalder tallene ”historiske”, fordi det er første gang, nogen regering forholder sig til effekten af den manglende pant på grænsehandlen og kommer med et estimat, om end tallet er behæftet med usikkerhed. Han hæfter sig desuden ved, at Skatteministeriet forventer, at danskerne samlet set vil drikke mindre øl, hvis der kommer pant på de tyske dåser.
Skatteministeriet skønner, at ”grænsehandlen med øl falder med ca. 20 mio. liter, mens salget i Danmark skønnes at stige med ca. 10 mio. liter”.
- Tit er det sådan, at de, der ønsker et højt afgiftsniveau, siger, at der er noget sundhedspolitik i det. Der må man bare sige, at en høj afgift skaber mere grænsehandel og dermed en højere lagereffekt. Hvis man i stedet handlede til sit eget forbrug i danske butikker, ville det samlede ølforbrug falde. Det er meget interessant, siger DSK’s vicedirektør.
Lagereffekten henviser til danskernes tendens til at hamstre, når de er kørt helt til Tyskland efter varerne - i modsætning til at købe ind lokalt efter behov.
Det har dog lange udsigter at få handlen hjem på danske hænder. For snart tre år siden klagede Dansk Erhverv først til EU-Kommissionen og siden til EU-Domstolen, og en afgørelse kan meget vel ligge et par år ude i fremtiden.