Mejerier må nu kalde Danbo-oste laktosefri

Forbrugere 20. jun 2018 -
This describes the image
Nu må mejerier reklamere med, at deres Danbo-oste er laktosefri. Det betyder, at laktoseintolerante danskere kan nyde en ostemad uden ubehag. Foto: Landbrug & Fødevarer

Smilet er nok lidt større end sædvanligt hos producenterne af de gule skæreoste, vi danskere er så glade for.

Efter undersøgelser på bl.a. DTU har Fødevarestyrelsen nemlig givet grønt lys til, at mejerierne må kalde osten laktosefri. Det skriver Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.

Dermed vil flere laktoseintolerante danskere kunne nyde en ostemad med ro i sind og mave.

Laktosen nedbrydes under lagring, og indholdet af laktose i fast, gul skæreost er så lavt, at det ikke giver problemer for laktoseintolerante, lyder det fra Fødevarestyrelsen.

Samme regler, nye data

Sidste år ansøgte mejeribranchen om at få lov at kalde de gule skæreoste "naturlig laktosefri".

"Der blev i den forbindelse foretaget flere analyser hos både Eurofins Steins Laboratorium og DTU, og de viste samstemmende, at laktoseindholdet i gule skæreoste – herunder Danbo-oste – er mindre end 0,01 g pr. 100 g," står der i pressemeddelelsen.

Det er på den baggrund, Fødevarestyrelsen nu tillader branchen at bruge følgende udtryk på emballagen:

"Laktosefri som de fleste skæreoste" eller "Laktoseindhold 0g/100g".

Louise Myhre Utzen er seniorkonsulent i Landbrug & Fødevarer i afdelingen Fødevarelovgivning, forædling & eksport. Hun understreger, at der ikke er blevet ændret på nogen regler.

”Der er udelukkende tale om, at DTU har fået erstattet nogle gamle tal med nye data for faste oste, og det har overbevist Fødevarestyrelsen om, at ostene kan kaldes laktosefri,” siger hun i pressemeddelelsen.

Opdateret 10. nov 2020