Mangel på kuldioxid kan stoppe fødevareproduktion

Forbrugere 25. jun 2018 -
This describes the image
Modelfoto. Til pakning af fødevarer, der skal holde sig i flere dage, benyttes CO2

Når talen falder på CO2, tænker de fleste forurening. Men kuldioxid benyttes også i stor stil i fødevare- og drikkevareproduktionen.

Og nu kan mangel på CO2 give store problemer med forsyningen til dagligvarehandlen.

Der bruges nemlig bl.a. CO2, når kød, salater og andre fødevarer detailpakkes, så fødevarerne kan holde sig i længere tid - bl.a. i mange convenienceprodukter. Det er også CO2, der giver brus i sodavand og sikrer, at øllen ikke virker doven.

En af de leverandører, der leverer til danske virksomheder, er AGA/Linde. Virksomheden har nu meldt "Force Majeure" på CO2.

AGA/Linde skriver på sit website:

"Med baggrund i en række sammenfaldende faktorer har AGA en akut mangel på kuldioxid til det svenske, danske og norske marked og er derfor nødsaget til at erklære Force Majeure. Efterspørgslen af kuldioxid er underlagt en del sæsonvariation med store forbrug henover sommeren."

AGA skriver videre, at der er sket "et alvorligt motorhavari på AGA’s største produktionsanlæg i Norden" og at "rå-gasforsyningen til vores næststørste anlæg i Norrköping" er stoppet, "hvilket indebærer at produktionen her midlertidigt er helt stoppet. Årsagen skyldes et utilsigtet produktionsstop hos vores rå-gasleverandør."

Et problem i hele Nordeuropa

Blandt de store forbrugere af CO2 er bryggerierne. Carlsbergs bryggeri i Fredericia har en teknologi, der gør, at bryggeriet delvist er selvforsynende med CO2. Men det betyder ikke, at der ikke kan komme CO2-problemer.

Vice President, Global Corporate Affairs, Anders Bering, siger, at manglen på CO2 især rammer Nordeuropa, og at man lige nu følger udviklingen uge for uge.

- Det er ikke bare pjat. Der kan komme en mangelsituation, der også rammer vores produktion, og derfor arbejder bryggeriarbejderne på højtryk for at brygge mere øl, og derved skabe mere CO2 fra gæringstankene, siger Anders Bering.

Den engelske regering reagerer

Air Liquide er en anden af de danske leverandører af CO2. Herfra lyder det lige nu fra Jes Munch, der er salgsdirektør i Norge og Danmark:

- I den nuværende situation klarer vi leverancer til vores kunder, men det ser meget forskellig i Europa, så pt har vi ingen kommentarer.

Det er vedligeholdelse af nogle anlæg, der producerer ammoniak til kunstgødning, som CO2 er et biprodukt fra, der indledte krisen.

I England er frygten for konsekvenserne af CO2-manglen så stor, at Department of Environment, Food and Rural Affairs (fødevareministeriet) nu har nedsat et udvalg, der skal fastlægge problemets omfang og truslen mod virksomhederne. Det skriver telegraph.co.uk.

 

Opdateret 10. nov 2020