Madvarer er fortsat billigere end sidste år

Forbrugere 10. aug 2016 -
This describes the image
Arkivfoto: Henrik Frydkjær

Fødevarer var i juli igen en smule billigere i butikkerne end i samme måned sidste år.

Ifølge friske tal fra Danmarks Statistik lå forbrugerpriserne på "fødevarer og ikke-alkoholiske drikkevarer" i juli helt uændrede i forhold til juni måned og 0,2 pct. under niveauet i juli 2015.

De sidste fire år har kun budt på minimale udsving i priserne, som aktuelt ligger på højde med niveauet tilbage omkring årsskiftet 2012-2013.

Maden trækker stadig lidt ned på den overordnede inflation, som holdt sig uændret på 0,3 pct. i juli. Generelt falder priserne på varer, mens de er stigende for tjenesteydelser.

- Den lave inflation er et udtryk for, at forretningerne holder deres priser i ro. Det gør de bl.a. fordi lave renter og oliepriser holder omkostningerne nede. Men nok så vigtigt er også, at efterspørgslen efter deres varer ikke er stor nok til, at de begynder at hæve priserne. Privatforbruget er stigende, men det sker hovedsageligt i forbruget af tjenester, mens vareforbruget halter. Og det er en medvirkende faktor til, at vi ser stigende priser på tjenester og faldende priser på varer, siger Jens Uhrskov Hjarsbech, som er økonom i Dansk Erhverv

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?